Nyhed
Kultur er en klods om benet for DR
10. december 2014
10. december 2014
Tidligere kulturborgmester i København og ansvarshavende redaktør på det kulturpolitiske internettidskrift Søndag Aften Tom Ahlberg vurderer, at DRs orkestre og ensembler ville stå langt stærkere, hvis de blev adskilt fra Danmarks Radio.
Af Per Rask Madsen
Hvorfor mener du, at man bør slippe DR fri for kulturen?
»De forpligtelser, som ligger uden for udsendelsesvirksomheden, virker som en tung klods for DR at drive. Det ser man i forbindelse med nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret, hvor DR ikke begrunder, hvad de vil i forhold til kulturen, men bare at de prioriterer udsendelsesvirksomhed højere. Den tendens vil fortsætte. Skal de dele af DR, som for eksempel består af orkestrene, kunne fungere, vil de ske bedre under frie rammer end under DRs snævre rammer«.
»Jeg har ikke en færdig løsning på, hvordan det skulle være. Om det skal være én stor institution, som rummer en række orkestre, eller om det skal være selvstændige institutioner. Det kan man lave mange modeller for. De orkestre, DR er i konkurrence med, har selvstændige bestyrelser, som bibringer en række ressourcer og viden fra andre felter, og som også kæmper en sag for de orkestre, og de repræsenterer blandt andet ejerkredse. Den slags bestyrelser har man ikke i de enkelte DR-orkestre, og alene af den grund står de svagere. Måske skulle man også i samme omgang selvstændiggøre Koncerthuset, som også bliver en klods om benet på en virksomhed, der vil drive moderne public service«.
Hvad skal politikerne gøre?
»Nu er der truffet en afgørelse. Det ville være naturligt, at man vurderede DRs orkestervirksomheder og Koncertsalen, fik et overblik over hvordan økonomien egentlig hænger sammen, og forud for næste medieaftale at få lavet et forarbejde, så man ved, hvad vi taler om af penge, og hvad man har af organisationsmuligheder, så man har et beslutningsgrundlag. Det er ofte sådan, at mindre organisationer med klare mål sikrer en bedre økonomi. Det er svært at se ude fra, at der skulle være nogen som helst stordriftsfordele ved at have orkestervirksomhed inden for DR«.
Er du tilhænger af, at de bliver adskilt?
»Jeg tror, det bliver en langt bedre, mere kreativ og sjovere løsning. Så vil orkestrene finde samarbejdspartnere ud fra orkestrenes virksomhed og ikke ud fra syv lag af hensigter, som altid ligger, når DR laver sine langsigtede planer«.
Er det en god løsning, at DRUO bliver lukket?
»Nej, det mener jeg ikke. Men hvis der kan komme det ud af lukningen, at der kan komme en diskussion om, hvordan man sikrer de tilbageværende orkestre fornuftige rammer, så vil det være rigtig godt«.
»DR er ikke i stand til at forklare, hvad man vil med sine orkestre, og når en så stor virksomhed ikke kan sige, hvad man vil, så er man nødt til at tage diskussionen op. Det er et alvorligt problem. DR ser åbenlyst sin virksomhed som isoleret fra det øvrige kulturliv og ikke i sammenhæng med, hvad der i øvrigt foregår. Og det holder ikke hverken politisk eller strukturelt på sigt«.
Foto: Nikolaj Lund
FLERE NYHEDER