Nyhed
Beethoven-jubilæum topper musiksalget trods aflysninger
4. juli 2020
4. juli 2020
Det skulle have været Beethoven-året over alle Beethoven-år. Men selv om mange af de planlagte arrangementer i den store tyske fejring af Beethovens 250-års dag er blevet corona-aflyst, smitter jubilæet alligevel af på musikmarkedet. Med næsten halvdelen af året gået topper fire ud af fem udgivelser med komponistens værker den officielle tyske hitliste over de mest solgte albums.
Helt i toppen af ‘Die Offiziellen Deutschen Klassik-Charts’ ligger den nye udgivelse af Beethovens Tripel-koncert samt hans Symfoni nr. 7, med solisterne Anne-Sophie Mutter, Yo-Yo Ma og Daniel Barenboim samt West-Eastern Divan Orchestra (foto). I aprilnummeret af det engelske musikmagasin The Strad fortæller en beskeden Mutter, at albummets popularitet hovedsageligt skyldes hendes cellist-kollega:
»Yo-Yos improvisando-stil, hans friskhed og det faktum, at han spiller uden partitur – noget der bogstaveligt talt fjerner barrieren mellem dig og musikken – er egenskaber, der egner sig til en øjeblikkelig form for kommunikation, som en slags telepati, der forbedrer spontaniteten i fremførelsen og dialogens intimitet«.
På listens 3. plads finder man Beethovens samlede klaversonater indspillet af Igor Levit, og på 4. og 5. pladsen ligger i rækkefølge nye udgivelser af Quatuor Ebènes maraton-indspilning af komponistens strygekvartetter og Grigory Sokolovs præsentation af et udvalg af hans klaversonater, optaget ved flere koncerter rundt om i Europa.
Foto: Peter Adamik / DG
Læs mere: »Klassisk musik står på randen af udslettelse« | Interview Anne-Sophie Mutter
FLERE NYHEDER