Nyhed
Bel canto’ens comeback
12. juni 2015
12. juni 2015
Er bel canto operaen ved at genvinde sin status? Ifølge New York Times fylder genren godt op ved sommerens internationale operafestivaler. I Salzburg synger Cecilia Bartoli (foto) titelrollen i Bellinis ‘Norma’, af mange opfattet som den endegyldige bel canto opera. Bartoli følger i fodsporene på divaerne Maria Callas og Joan Sutherland, som i 1950’erne skabte fornyet interesse for genrens klangskønne sangteknik, der var gået i glemmebogen til fordel for Wagners og Verdis tungere sager. Den genfundne interesse for den italienske sangtradition optræder også i programmet til Glyndebourne Opera Festival i England, som for nylig åbnede med premieren på Donizettis opera ‘Poliuto’, hvor tenoren Michael Fabiano synger titelpartiet. Et andet tegn på tendensen er, at man på plakaten også finder Händels oratorium ‘Saul’. Ligesom hans øvrige vokalkrævende værker banede oratoriet fra 1739 vejen for bel canto bevægelsen, og den bliver nu fremført i sin fulde længde og med det helt store orkesterudtræk.
Foto: SN / Salzburg Festspiele
FLERE NYHEDER