Nyhed

Berliner Filharmonikerne byder på gratis 1. maj koncert

Berliner Filharmonikerne byder på gratis 1. maj koncert | Magasinet KLASSISK

Glem alt om lunkne bajere og røde faner i Fælledparken 1. maj. I år er arbejdernes internationale kampdag aflyst pga. corona og forsamlingsforbud. Bliv i stedet hjemme og gå ind på Berliner Filharmonikernes online Digital Concert Hall, hvor deres årlige 1. maj Europakoncert er rykket hen, da åbningen af den planlagte turné med start i Tel Aviv er aflyst.

Den stort anlagte åbningskoncert var koordineret med et tysk statsbesøg med forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier i spidsen. Men corona-pandemien har udsat besøget og helt aflyst berlinernes turné. I stedet spiller orkestret ved koncerten på fredag i kammerformation i en publikumstom Philharmonie. Hovednummeret i programmet er et nedskaleret arrangement af Mahlers 4. symfoni med sopranen Christiane Karg (foto) som solist, og du kan også høre værker af Arvo Pärt, György Ligeti og Samuel Barber.

I en pressemeddelelse takker chefdirigent Kirill Petrenko og orkestrets direktør Andrea Zietzschmann alle, der har været med til at stable koncerten på benene:
»Denne koncert har altid været spillet i ånden om et forenet Europa, et budskab, der forekommer vigtigere for os i dag end nogensinde. Vi ønsker at sprede glæde til vores publikum verden rundt og sende dem et signal om solidaritet«, kan man læse i meddelelsen.

Berlinernes 1. maj koncert har været en tradition siden 1991 og bliver hvert år afholdt på et europæisk kulturelt og historisk vigtigt sted for at markere stiftelsen af orkestret tilbage i 1882.

Berlinerne Filharmonikernes koncert er gratis og begynder 1. maj kl. 11 – klik her

Foto: Gisela Schenker

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER