Nyhed
Berlinerne valgte en anti-maestro
3. juli 2015
3. juli 2015
Efter nyheden om Berliner Filharmonikernes valg af Kirill Petrenko som deres kommende chefdirigent har det ikke skortet på reaktioner i de internationale medier. Med Petrenko slår Berliner Filharmonikerne ind på et nyt spor. Det mener dagbladet Die Zeit i en artikel om Petrenkos opstigen fra operaens orkestergrav til stjernestatus på chefdirigentpodiet. Med sin hidtidige primære rolle som operadirigent repræsenterer Kirill Petrenko det tyske højromantiske repertoire, og han har Wagner, Mahler og Richard Strauss strømmende i sit hjerteblod. Det kommer til at betyde et markant skift fra Rattles mere kølige musikstil. Han betegnes som flittig, kræsen og entusiastisk, og med sin markante ydmyghed fremstår Petrenko nærmest som en anti-maestro uden stjernenykker.
The Guardian hæfter sig også ved Petrenkos begrænsede symfoniske erfaring, men mener at den til fulde opvejes af hans mod. Han er klart det mest inspirerende valg for Berlinerne, der tydeligvis har prioriteret musikken frem for et nyt stjernenavn. I kommentaren citeres Die Welt for at kalde Petrenko for ”den mest ukendte berømte dirigent i verden”. Han skyr pressen og siger hellere nej end ja tak til interviews, som han synes er tidsspilde. Kirill Petrenko er dermed Rattles deciderede modstykke.
For New York Times’ Michael Cooper virker valget af Petrenko som det bevidste fravalg af de kometer, som i dag ellers befolker den symfoniske stjernehimmel. Med Petrenko får Berlinerne tværtimod en afdæmpet, ihærdig musiker, som har vundet respekt og beundring hos både orkestre, kritikere og publikum verden over. I Coopers øjne forekommer forlovelsen mellem Petrenko og Berliner Filharmonikerne dog lovlig kort. De kun tre forudgående møder kan synes som et spinkelt grundlag at basere et ægteskab på, men dirigentens meriter som leder af Bayerische Staatsoper i München og Komische Oper i Berlin må eliminere enhver tvivl om, at Petrenko er den rette mand til jobbet i den tyske hovedstad.
Foto: Wilfried Hösl
FLERE NYHEDER