Nyhed
Bernsteins Mahler-partitur retur efter 50 år
6. april 2017
6. april 2017
Hos Wiener Filharmonikerne klapper man i hænderne over et lån, der endelig er blevet leveret tilbage efter mere end 50 år. Da Leonard Bernstein skulle dirigere yndlingskomponisten Mahlers ‘Das Lied von der Erde’ ved sin debut med Wiener Filharmonikerne i 1966, fik han efterfølgende aldrig leveret partituret tilbage til orkestret.
Ved hans død i 1990 overdrog maestroens bo noderne, som han havde opbevaret hele sit liv, til sit gamle orkester New York Filharmonikerne. Partituret dukkede op igen, da arkivarerne gravede gemmerne tynde for at finde klenodier til New York Filharmonikerne og Wiener Filharmonikernes fælles 175-års jubilæumsudstilling, som i øjeblikket kan opleves i Wien. De spærrede øjnene op ved fundet af noden med mærkatet ‘Tilhører Wiener Filharmonikerne’.
»Efter 50 år har vi endelig fået vores Mahler-partitur hjem igen. Vi værdsætter det som et symbol på det særlige bånd, vi har til vores gamle ven og samarbejdspartner Leonard Bernstein, der livet igennem bevarede sine tætte forbindelser til begge orkestre, og hvis minde vi værner om«, siger Andreas Grossbauer, der er formand for Wiener Filharmonikerne, til New York Times. Der er så vidt vides ikke udstedt noget rykkergebyr for overskridelse af lånetiden.
Læs også: New York- og Wienerfilharmonikerne fejrer fælles 175-års jubilæum
FLERE NYHEDER