Nyhed
Periodeensemble lancerer ny online scene
30. oktober 2020
30. oktober 2020
Orchestra of the Age of Enlightenment (OAE), der i sommer lancerede en ny YouTube kanal, hvor musikerne formidler svær musikteori så alle kan være med, er igen gået online med den nye digitale platform, OAE Player.
Ensemblets nye online scene blev sendt i luften ved hjælp af et initiativ, man ellers sjældent ser i de fysiske koncertsale. På premieredagen i sidste uge kunne online publikummet nemlig selv bestemme, hvad de ville betale for at opleve optræden af blandt andet violinstjernen Nicola Benedetti og sangeren Mark Padmore. Fremover vil prisen dog være fast på periodeensemblets nye platform.
I en udtalelse til magasinet The Strad betoner OAE’s direktør, Crispin Woodhead, forskellen mellem deres gratis YouTube kanal, hvor du kan lære om barokinstrumenter og snuse rundt i musikteorien, og betalingsplatformen, OAE Player, som tilbyder koncerter i fuld længde, solooptrædener og interviews med kendte kunstnere.
»Kunstinstitutioner skal ikke undskylde, for at de beder folk om at betale for onlineindhold. Bag skærmen sidder der stadig en gruppe musikere, der arbejder ligeså hårdt, som de ville have gjort til en live koncert. Nu, mere end nogensinde, har musikere brug for engagerede lyttere – folk, der for alvor har en andel i den kunst, de elsker, folk der hører til musikken lige så meget som den tilhører dem. Mennesker der deler ønsket om at beskytte og bevare vores store kunstneriske traditioner for de kommende generationer«, siger Woodhead til The Strad.
OAE Player giver online adgang til hele ensemblets sæson i Londons Southbank Centre enten til stykpris pr. koncert eller som årsabonnement, og hvis coronatågen nogensinde letter, vil abonnementet også udløse rabat på fysisk adgang til koncertsalen.
Tjek indholdet på Orchestra of the Age of Enlightenment’s nye online scene
FLERE NYHEDER