Nyhed
‘Breaking the Waves’ får Europa-premiere | Anmelderne skriver…
26. august 2019
26. august 2019
Tre år er der gået siden Opera Philadelphias anmelderroste premiere på komponisten Missy Mazzoli og librettisten Royce Vavreks operaudgave af Lars von Triers film, ‘Breaking the Waves’. Dengang var der roser hele vejen rundt til både instruktør, komponist, dirigent og besætning fra kritikerne, der kaldte operaen for »et kraftfuldt, gennemført og kunstnerisk set meget vigtigt stykke«. Det var planen, at Copenhagen Operafestival i 2017 skulle have operaen på programmet, men projektet blev skrinlagt.
Nu er det endelig blevet tid til, at det europæiske publikum kan opleve operaen i dens ikke mindre end fjerde nye opsætning ved årets Edinburgh International Festival, hvor den havde premiere sidste onsdag.
I Edinburgh spiller Scottish Opera ‘Breaking the Waves’ i den prisvindende instruktør Tom Morris’ opsætning med den amerikanske sopran Sydney Mancasola i hovedrollen som Bess. At en moderne opera bliver nyopsat fire gange er ganske usædvanligt, så publikums interesse må være der. Men hvad siger de britiske anmeldere til det mørke melodrama om den unge Bess’ betingelsesløse kærlighed til Jan og hendes opgør med sin religiøse baggrund i det skotske højland?
‘Breaking the Waves’ er langt hen ad vejen blevet godt modtaget af anmelderne i de britiske aviser og musikmedier. Simon Thompson fra Seen and Heard International mener ligefrem, at stykket »genopretter troen på opera som kunstform«. Han finder det gribende og ser operaen som »et tæt konstrueret drama, hvor musik og tekst arbejder hånd i hånd for at skabe et dybt overbevisende stykke teater«. I The Scotsmans fem-stjernede anmeldelse mener Ken Walton, at »Mazzoli og Vavrek har ramt selve operagenrens guldåre«, og at Sydney Mancasola som Bess leverer »en overbevisende tour de force, der omfatter enhver følelsesladet ekstrem«.
De fleste af anmelderne roser hovedrolleindehaveren. Neil Fisher fra The Times uddeler fire stjerner og kalder operaen for »et rygrads-prikkende brøl«. Både han og The Heralds anmelder Keith Bruce, der også smider fire stjerner, klapper højt over sopranen, hvis optræden Fisher betegner som en »ekstraordinær modig præstation«. The Herald flugter vurderingen og fremhæver, at Mancasolas vokale levering bliver matchet af hendes »frygtløse skuespil«.
Der er også ros til Mazzolis musik. Seen and Heard International skriver:
»Hun har på genial vis ramt det, der giver stykket dets kraft og skabt musik, der bærer handlingen, mens hun skildrer figurerne indefra og kaster al muligt nyt lys på motiverne til deres handlinger«. Times’ anmelder hæfter sig ved, hvordan dirigent og orkester »tilføjer stykket en uhyggelig farve med det beskidte knas fra en elektrisk guitar og den tørre raspen fra slagtøjet«.
I The Guardian giver Rowena Smith operaen en mere lunken modtagelse. Hun mener, at den – trods en stærk iscenesættelse og Mancasolas mindeværdige præstation som Bess – mangler dramatisk spænding: »Mazzoli og Vavrek holder sig ret tæt på filmens struktur, og det er her problemerne starter; det der fungerer godt som fortælling på filmlærredet, lader sig ikke omsætte med samme succes på scenen«, skriver hun og kvitterer med tre ud af fem stjerner.
The Telegraphs mangeårige operakritiker, Rupert Christiansen, er flere grader mere kuldslået i sin anmeldelse. Med tildelingen af kun to stjerner mener han, at instruktøren snubler i iscenesættelsen af plottets »bizarre scenarie«, og Christiansen afviser operaen som »sexfikseret, sentimental og skræmmende usmagelig«.
Foto: James Glossop / Scottish Opera
FLERE NYHEDER