Nyhed

Cd’en overlever indtil videre

En ny stor undersøgelse fra BPI, brancheorganisationen for pladeselskaberne i England, viser overraskende, at cd’en fortsat er et levedygtigt musikmedie. Og endnu mere overraskende er det, at den er det på grund af musiklytternes foretrukne oplevelsesmåde, der er streamingtjenesterne. Streaming er i dag den mest udbredte lyttemåde, men det betyder ikke, at streaminglytterne ikke også påskønner og køber de fysiske medier. Streaming bliver i den sammenhæng brugt til at snuse til forskellig slags musik med senere køb for øje. Undersøgelsen konkluderer, at det overvejende er lyttere i aldersgruppen 35-54 år har denne type lytte- og købemønster.

»Vi påstår ikke, at cd’en pludselig er lytternes foretrukne format igen, eller at den har en fremtid som en mainstream platform. Efterspørgslen er stadig dalende, men den negative kurve er fladet ud i de seneste år. Cd’en og vinylpladen omsætter fortsat for omkring fem milliarder kroner om året bare på det britiske marked. Cd-formatet har fortsat en position i det blandede musikforbrug i de kommende år. Og det er mere end de fleste kommentatorer har spået«, står der i en BPIs pressemeddelelse om resultaterne fra brugerundersøgelsen

Tal fra undersøgelsen
BPI og analyseinstituttet AudienceNet spurgte i alt 1000 musikkøbere og 200 multiplatformbrugere om deres købe- og lyttevaner. Deltagerne var nogenlunde ligeligt fordelt i aldersgrupperne 16-34 år, 35-54 år og +55 år.

Overordnet spredte musiklytningen sig på de forskellige musikmedier sig således:
Radio var det mest populære medie, som stod for 34% af det samlede musikforbrug. Dernæst fulgte Cd’en med 20%, gratis reklamefinansieret streaming med 19%, købte downloads (fra fx iTunes) 15%, betalt streaming 6% og endelig tegnede salget af vinylplader sig for 2%.

Foto: Freeimageslive

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER