Nyhed
Chailly forlænger med Lucerne Festivalorkester
24. april 2019
24. april 2019
Lucerne Festivalen oplyser, at Riccardo Chailly forlænger sin kontrakt som chefdirigent for festivalorkestret med tre år frem til 2023. Han tiltrådte stillingen i 2016 efter hans gamle mentor Claudio Abbado, der døde i 2014.
Da Lucerne Festivalens kunstneriske leder, Michael Haefliger, i februar spurgte 65-årige Chailly, om han ville blive, var han ikke i tvivl:
»Med forlængelsen får jeg mulighed for at fortsætte og gennemføre rejsen, der begyndte for 30 år siden. Med start i 1988 har jeg hvert eneste år dirigeret Lucerne Festivalorkestret, og det bliver jeg ved med«, siger Chailly til den italienske avis Corriere della Sera.
Lucerne Festivalen blev stiftet i sin moderne form i 2003 af Claudio Abbado og Michael Haefliger. Abbado skabte Lucerne Festivalorkestret ved at håndplukke de bedste orkestermusikere i Europa, som øvede og spillede koncerter sammen nogle uger hver sommer. Riccardo Chailly betragtede det som en stor ære at få lov til at efterfølge mentoren, ligesom han også gjorde det i La Scala, da han blev udnævnt til chefdirigent og siden musikchef i Milanos berømte operahus.
Da Chailly greb roret i Lucerne, sagde han til manges overraskelse samtidig farvel til posten som chefdirigent for Gewandhausorkestret i Leipzig. Mange gættede på, at hans prioritering af den nye post i Lucerne skyldtes, at Chailly følte en særlig forpligtelse overfor Abbado. Det afviste han dengang men sagde alligevel i forbindelse med udnævnelsen:
»At få ansvaret for dette fantastiske kunstneriske projekt iværksat af Claudio Abbado er ikke blot et stort privilegium men også noget, der rører mig dybt«.
Foto: Peter Fischli / LUCERNE FESTIVAL
FLERE NYHEDER