Nyhed
Daniel Harding dropper orkester
19. februar 2018
19. februar 2018
Det er ellers sæson for nyheder om dirigentansættelser og -forlængelser, men i sidste uge meddelte Daniel Harding, at han ikke ønsker at fortsætte i sin stilling som chefdirigent for Orchestre de Paris, når hans kontrakt udløber næste sæson. Det skriver Le Figaro. Dermed holder han sig alene til de tre år, kontrakten lyder på, og orkesterledelsen skal nu på dirigentjagt tidligere end forventet.
Da meddelelsen blev offentliggjort, forklarede Harding ikke andet end, at han ønskede at holde et sabbatår. Men Hardings opsigelsesbrev, der er blevet lækket til musikbloggen Slipped Disc, afslører, at det kunstneriske match mellem dirigent og orkester fra starten ikke har været helt så vellykket. Brevet blev læst op for orkestret ved nyheden om hans beslutning.
»I (orkestret, red.) er det ypperste udtryk for en musikkultur, som ikke er min. Med det afsæt mener jeg, at et vist antal år sammen kan være både produktive og inspirererende. Men længere tid end det vil for mig være som at skulle omforme Alperne til Grand Canyon, fordi jeg kom her på udkig efter noget andet end det, der er jeres kerne. Så er det langt bedre for mig at have en vidunderlig oplevelse med at opdage, hvem I er, og hvordan jeg kan hjælpe jer videre på jeres rejse: og så rykke videre med gode minder. At ændre jeres musikalske DNA ville være en destruktiv handling, og det vil jeg ikke stå i spidsen for«, skriver Harding i sin opsigelse.
Den 42-årige englænder stiller sig til rådighed som 1. gæstedirigent i det første år efter kontraktudløb. Han beholder sine andre poster som chefdirigent for de svenske radiosymfonikere og som æresdirigent for Mahler Kammerorkestret.
Foto: Frederic Desaphi
FLERE NYHEDER