Nyhed

Daniele Gatti aflyser på grund af hjerteproblemer

Skandalefyrede Daniele Gatti, der for nylig er genopstået som nyudnævnt chefdirigent ved Opera di Roma, er blevet ramt af hjerteproblemer og aflyser flere optrædener i den kommende tid, skriver Opera Wire.

Den italienske dirigent oplevede natten mellem 4. og 5 december forstyrrelser i hjerterytmen og har på den baggrund været sygemeldt i en kortere periode fra operahusets opsætning af ‘Rigoletto’. Gatti er angiveligt tilbage på podiet i Rom efter nogle dages hvile.

Af forsigtighedshensyn har Gatti meldt afbud til en række engagementer i nær fremtid. Dirigentens management har udsendt følgende erklæring til pressen:
»På grund af helbredsmæssige problemer bliver Maestro Gatti som forholdsregel nødt til at annullere visse aftaler, deriblandt Gewandhaus Orchester Leipzig, ‘Otello’ opførelsen i Baden-Baden og Berlin samt Bundesjugendorchester. Maestro Gatti udtrykker sin beklagelse og ser frem til fremtidige samarbejder med de involverede ensembler«.

Ved påskefestspillene i Baden-Baden skulle Gatti have stået i spidsen for opsætningen af ‘Otello’, der senere i april skulle opføres koncertant med Berliner Filharmonikerne. Han bliver nu erstattet af veteranen Zubin Mehta. Organisationen bag festspillene meddeler, at aflysningen ikke får nogen betydning for Gattis aftaler i de næste sæsoner.

Fra operaen i Rom lyder det, at Daniele Gatti efter planen begynder i sin nye stilling som chefdirigent til januar.

Foto: Marco Borggreve

Læs også: #MeToo-fyret dirigent får nyt topjob

FLERE NYHEDER