Nyhed

Danmarks Underholdningsorkester vinder pris

Danmarks Underholdningsorkester vinder International Classic Music Awards 2020 | Magasinet KLASSISK

Danmarks Underholdningsorkester er gået hele vejen og har vundet den prestigefyldte International Classic Music Awards 2020 i priskategorien ‘Symphonic Music’ for deres Beethoven-cyklus. Projektet der aldrig nåede i mål, mens orkestret var under DR’s vinger.

Danmarks Underholdningsorkester med chefdirigent Adam Fischer i spidsen kan nu måle sig med verdens største orkestre. Udover at de besejrede de to andre finalister i kategorien, Tonhalle Orchester Zürich og Pittsburgh Symphony Orchestra, er de kommet i det fineste selskab med årets andre orkestervindere: Berliner Filharmonikerne, Boston Symphony Orchestra, Royal Concertgebouw Orchestra og Wiener Filharmonikerne.

Prisjuryen skriver i deres motivation for tildelingen:

»Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester præsenterer en meget overbevisende, sammenhængende og meningsfuld samling Beethoven symfonier, hvis vigtigste egenskab er den retoriske mangfoldighed, der viser alle Beethovens forskellige facetter. Denne veltalenhed opnås med en konstant slank, lav-vibrato musikfremstilling og en bred vifte af tempi, rytmer og dynamik. Spændende kontraster, kraftfulde accenter og ekspressiv rubato lader Beethoven “tale” på den mest overbevisende måde«.

Direktør for Danmarks Underholdningsorkester Andreas Vetö siger om hæderen i en pressemeddelelse:

»Jeg er selvsagt både glad og stolt over at modtage en af verdens største musikpriser. Det er en kæmpe anerkendelse af det samarbejde, som Adam og orkestret har opbygget igennem mere end tyve år, og jeg glæder mig meget til at se, hvad fremtiden vil bringe for Danmarks Underholdningsorkester«.

Orkestrets fortolkning af Beethovens samlede symfonier, fordelt på fem cd’er, fik ved udgivelsen sidste år ros af anmelderne, både herhjemme og internationalt.

Politikens anmelder, som gav fire hjerter, skrev:

»Det er her-og-nu-Beethoven. Ikke buste-Beethoven. Alle symfonierne behandles med samme opmærksomme vilje. Her diskrimineres ikke«.

Kristeligt Dagblad kvitterede med fire stjerner:

»Fortolkningen går efter anskuelighed, snert og ikke kompleksitet. Den vil for alt i verden undgå, at lytteren oplever Beethoven som tung og tilbageskuende«.

International Classic Music Awards er en af verdens største musikpriser. Juryen udgøres af 19 uafhængige musikjournalister fra 14 forskellige lande, og det er en af de få internationale priser, som uddeles alene på baggrund af selve musikken. Prisjuryen har tidligere haft kikkerten rettet mod Danmarks Underholdningsorkester. I 2015 vandt orkestret nemlig en pris for ‘Best Collection’ med indspilningen af alle Mozarts symfonier.

Årets prisoverrækkelser finder sted 30. april ved en gallakoncert i Teatro de la Maestranza i Sevilla. Orkestret sender en delegation bestående af Andreas Vetö, programchef John Frandsen og nogle af musikerne til Spanien for at modtage prisen.

Foto: Nikolaj Lund

Se nyheden om prisen i Danmarks Underholdningsorkesters Facebook opslag

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER