Nyhed
Dansk elitekor opfører nyt værk af Sven-David Sandström
16. marts 2016
16. marts 2016
Mogens Dahl Kammerkor fortsætter samarbejdet med den prominente komponist Sven-David Sandström. Ønsket kom fra svenskeren selv.
»Jeg blev så begejstret for korets arbejde med ‘Nordisk Messe’, at jeg gerne ville lave et nyt stykke, en ‘Johannespassion’, og det var de med på«, siger han i telefon fra den amerikanske stat Indiana.
Besætningen i det nye værk er usædvanlig med strygekvartet og tuba overfor sangsolister og kor. Skildringen af Johannes er også anderledes end hos Bach.
»Vi oplever Johannes som fortæller og ikke som evangelist, men som privatperson på sine ældre dage. Han sidder sammen med sine børn og tænker tilbage på Jesus, mirakler, jordomrejser og mindes en fantastisk tid i sit liv«, fortæller Sven-David Sandström.
Sandströms nye korværk er baseret på biblen, men bruger også tekst fra en hobe forfattere heriblandt Ole Sarvig, Grundtvig, Jakob Knudsen, Walter Benjamin og William Blake.
»Bibelteksten er på engelsk, men de andre på dansk – det bliver lidt specielt for publikum i Tyskland«, griner komponisten.
Den 105 minutter lange passion skal nemlig opføres i både Konzerthaus Berlin, i Erfurt Theater under Thüringer Bachwochen, hvor det er første gang, at den tre uger lange Bach-festival åbner med en uropførelse. Desuden skal værket opføres i den svenske by Lund og endelig på dansk jord til marts i Holmens Kirke i København.
I samme ombæring går Mogens Dahl Kammerkor i pladestudiet og indspiller ‘Johannespassionen’.
Dirigent Mogens Dahl, hans kammerkor og den amerikanske strygekvartet Brooklyn Rider uropfører Sven-David Sandströms ‘Johannespassion’ den 22. marts i Holmens Kirke, Kbh., kl. 19.30. Solister er kontratenor Daniel Karlsson og baryton Bo Skovhus.
Foto: Mats Bäcker
FLERE NYHEDER