Nyhed

Dansk sopran skriver kontrakt med Erato

Den unge, dansk-franske sopran, Elsa Dreisig, har skrevet under på en eksklusiv kontrakt med det hæderkronede franske pladelabel, Erato. Dreisig, udnævnt til Årets Operatalent ved CPH Opera Festival sidste år og vinder af Plácido Domingos Operalia-konkurrence i 2016, får efter planen sendt første Erato album på gaden til oktober. Udgivelsen, som også bliver hendes debutudgivelse, byder på musik af blandt andet Richard Strauss og Puccini og er indspillet med Orchestre National Montpellier under ledelse af danske Michael Schönwandt, skriver Opera Wire.

»Jeg er ekstremt heldig at blive vejledt af Erato på mit første album. Selskabet har givet mig enorm støtte, engagement og frem for alt frihed – friheden til at indspille en dristig debut, der afspejler mine ønsker og beslutninger; frihed til at udforske, eksperimentere og tage risici. Denne form for åbenhed er så sjælden i dag«, lyder det fra Elsa Dreisig i en pressemeddelelse.

27-årige Elsa Dreisig har fået operaen ind med modermælken. Forældrene, Inge Dreisig og Gilles Ramade mødte hinanden på scenen, og moster Elsebeth og kusine Marie er også operasangerinder. Til daglig synger hun i ensemblet i Staatsoper Berlin under Daniel Barenboim. Sopranen er også tilknyttet Opéra national de Paris, hvor hun i øjeblikket synger partiet som Lauretta i Ravels og Puccinis makkeroperaer ‘L’heure espagnole’ / ‘Gianni Schicchi’. I næste sæson optræder hun i rollen som Zerlina i Mozarts ‘Don Juan’.

Erato er stiftet i Paris i 1953 og har fokus på at indspille franske komponister og kunstnere med særlig vægt på renæssance og barokrepertoire. I årenes løb er pladeselskabet vokset og har samarbejdet med en anerkendte kunstnere som Daniel Barenboim, Pierre Boulez, Philippe Jaroussky, Joyce DiDonato og Alexandre Tharaud.

Foto: Olafur Steinar Gestsson

Læs også: Alisa Weilerstein forlader Decca til fordel for high-end selskab

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER