Nyhed
Dansk stortalent vinder international konkurrence
27. juni 2018
27. juni 2018
Det blev den unge cellist Jonathan Swensen, der løb med førstepladsen i cellokonkurrencen Aram Khachaturian International Competition. Juryformanden Krystof Penderecki overrakte førsteprisen og en check på små 100.000 kroner til den 21-årige dansker ved en gallakoncert i den armenske hovedstad, Jerevan, onsdag aften. Med prisen følger også forskellige koncertengagementer.
Swensen strøg forbi de i alt 21 deltagere fra hele verden i løbet af den syv dage lange konkurrence, hvor de skulle spille værker af Bach, Beethoven, Tjajkovskij og den armenske komponist Aram Khachaturian, som konkurrencen er opkaldt efter. I finalen dystede Swensen og slutfeltets tre andre deltagere i Khachaturians teknisk krævende ‘Concerto Rhapsody’. Resultatet blev, at de to russere Fyodor Amosov og Rustem Khamidulin delte andenpladsen efter danskeren, mens Chi-Won Hong indtog tredjepladsen.
»Juryen havde ingen problemer med at finde vinderen, og de fire, som nåede finalen, er gode musikere, der har en stor fremtid foran sig«, sagde jurymand Suren Bagratuni ved prisoverrækkelsen.
Jonathan Swensen har trods sin unge alder allerede adskillige priser på cv’et. I kronologisk rækkefølge: Berlingskes talentpræmie (2012), Øresunds Solist (2015), Den Danske Strygerkonkurrence (2016), P2 talentprisen (2016), Léonie Sonnings talentpris (2017) og nu også den internationale pris.
Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og tidligere elev hos professor, Mats Rondin, ved konservatoriet i Malmø. Swensen studerer i øjeblikket videre ved konservatoriet i Oslo. Han har optrådt som solist hos flere store symfoniorkestre i Europa og herhjemme, og denne sommer kan han bl.a. opleves ved Hindsgavl Festival i Middelfart, Copenhagen Summer Festival og Late Summer Festival i Hvide Sande.
Læs også: »At dirigere et nyt orkester er som at møde en ny pige« | Interview Tung-Chieh Chuang
FLERE NYHEDER