Nyhed

Dansk violinist vinder ny konkurrence i Melbourne

Christine Bernsted har vundet førsteprisen ved den første udgave af Melbourne International Violin Competition. Sammen med æren følger bl.a. 5.000 australske dollars.

De tre finalister skulle opføre et stykke af J.S. Bach, og den 24-årige danskers udførelse af Bachs Partita nr. 2 imponerede dommerne mest.
»Jeg er meget glad for denne pris, fordi jeg respekterer de mange erfarne musikere, som vurderede min præstation og fortolkning. At konkurrencen har strakt sig over lang tid, og krævet meget materiale, har også betydet, at førstepræmien mentalt er meget givende«, siger Christine Bernsted til Limelight.

Konkurrencen blev reelt skudt i gang d. 31 marts, hvor der var deadline på en videooptagelse med et stykke fra Bachs 3 sonater og 3 partitaer (BWV 1001-1006). De bedste violinister røg dernæst videre til fase to, og derefter fulgte semifinalen og finalen, som blev afholdt i Melbourne d. 21. – 22. oktober.

Foto: Golden Classical Music Awards International Competition

Læs også: Vinderen af ‘The Leeds’ er kåret

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER