Nyhed
Dansker bliver førsteviolin i Berlinerkvartet
14. april 2026
14. april 2026
Den Berlinbaserede strygekvartet Vision Quartet fortæller, at den unge, danske violinist Adam Koch (f. 2000) bliver ensemblets nye førsteviolinist. Han overtager pladsen fra tyske Florian Willeitner, som forlader kvartetten, da han flytter tilbage til sin hjemregion, Bayern.
Vision Quartet byder Koch velkommen i et opslag på Instagram:
»Adam bringer ikke kun sit ekstraordinære talent, men også en frisk, nordisk energi, som vi ikke kan vente med at dele med publikum – blond, ja, men også krøllet og et perfekt match. Salut til nye lyde, nye historier og det næste spændende kapitel. Skål!«
Adam Koch er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han har modtaget undervising af Eszter Haffner og Nikolaj Szeps-Znaider, samt ved Hanns Eisler-konservatoriet i Berlin.
Han modtog i 2020 Léonie Sonnings Talentpris og har desuden fået Jacob Gades store legat, vundet internationale priser i Tibor Varga International Violin Competition i 2019, Internationale Johannes Brahms Wettbewerb i 2020 og Internationaler Mozartwettbewerb ved Salzburgs Mozarteum i 2020.
Vision Quartet blev dannet i 2012 og er tidligere i karrieren rundet af mentorer som Artemis Quartet og Alban Berg Quartet. Kvartetten har opbygget en voksende international profil i de senere år og er kendt for at kombinere kernerepertoiret fra kammermusik-litteraturen med originale nyskrevne kompositioner.
Foto: PR
FLERE NYHEDER