Nyhed

Dausgaard misser sidste chance for at vinde Grammy med Seattle Symphony Orchestra

Dausgaard misser sidste chance for at vinde Grammy med Seattle Symphony Orchestra | Magasinet KLASSISK

Ved søndag aftens Grammy-uddeling i Las Vegas havde Thomas Dausgaard sin sidste chance for at vinde en Grammy for en udgivelse med Seattle Symphony Orchestra. Orkestret som han for nyligt sagde farvel til under noget anstrengte omstændigheder.

Seattle Symphony og Dausgaard var nomineret i kategorien ‘Best Orchestral Performance’ for en live-indspilning af Strauss’ ‘Also sprach Zarathustra’ og Scriabins ‘The Poem of Ecstasy’, der kom på gaden i efteråret 2020.

Aftenens uddeling blev dog en nitte, da The Mets chefdirigent, Yannick Nézet-Séguin, vandt kategorien med sit andet orkester, Philadelphia Orchestra, for udgivelsen af den amerikanske komponist Florence Prices første og tredje symfoni.

BBC Music Magazine udnævnte sidste år Seattle Symphonys Strauss og Scriabin -dgivelse til ‘Orchestral Choice’, og anmelderen David Nice gav den følgende ord med på vejen:

»Begge værker har brug for det vide perspektiv og færdigheden til at fremhæve detaljernes kunst i et klart, bredt lydbillede. Vi får stadig klangen af træblæsere og harper, der tilføjer deres farvestænk; fra hvinende piccolo til silkebløde baslinjer, så stille som i graven, i Strauss’ første fuga. Det dynamiske område er imponerende. Jeg tænker normalt på Dausgaard som en febrilsk dirigenttype, men han ved, hvornår han skal gå langsomt og rummeligt til værks, og hvornår han skal drive det til et nervepirrende klimaks«.

I 2019, da Dausgaard tiltrådte som chefdirigent, blev han og Seattle Symphony ligeledes nomineret til en Grammy. Dengang for indspilningen af Carl Nielsens tredje og fjerde symfoni, som var første album i orkestrets samlede Carl Nielsen cyklus. I anledning af nomineringen udsendte orkestrets ligeledes nytiltrådte direktør, Krishna Thiagarajan, denne pressemeddelelse:

»Det er både spændende og givende for os i Seattle Symphony at se orkestrets store arbejde blive anerkendt igen. Æren er et vidnesbyrd om Thomas Dausgaards uovertruffenhed på scenen. Vi er glade for, at nomineringen er med til at skrive et nyt kapitel i symfoniens historie om Grammy-anerkendelse gennem de seneste år«.

Seattle Symphony fik det år hele tre nomineringer og vandt i to af dem. Det var dog to udgivelser under Dausgaards forgænger, Ludovic Morlot, der løb med Grammy’erne og ikke Carl Nielsen-albummet.

Foto: Brandon Patoc / PR

Læs mere: Thomas Dausgaard stopper som chefdirigent i Seattle

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER