De forløsende hammerslag | Koncertanmeldelse

Den ungarske dirigent Adam Fischer insisterede på et hurtigt tempo og et smalt klangbillede i DR SymfoniOrkestrets opførelse af Mahlers 6. Symfoni, hvilket undergravede symfoniens fornemmelse af desperation.

Af Andrew Mellor

Da Gustav Mahler i 1906 nåede frem til sin endelige udgave af den sjette symfoni, var han bekendt med den hjertesygdom, der et par år senere skulle slå ham ihjel, og han og Alma Schindler havde mistet et barn. Ved den første opførelse i Essen gav Mahler den nye symfoni titlen ‘Tragisk’. Og selvom han senere trak denne titel tilbage, så er der ingen tvivl om, at denne titel fuldstændig omfavner symfoniens overvældende følelse af intens håbløshed. Dirigenten Bruno Walter beskrev symfonien som »det første nihilistiske værk i musikhistorien«.

Følelsen af nihilisme styrkes af Mahlers instrumentering af tre store hammerslag, der banker værkets skæbnesvangre budskab igennem på den mest utvetydige måde. Komponisten ønskede, at de skulle være ‘korte og kraftige … som et øksehug’. Men da symfoniens tragiske udtryk i stigende grad afspejlede begivenhederne i Mahlers eget liv, slettede han det tredje og sidste hammerslag i et forsøg på at få kontrol over sin egen skæbne. Adam Fischer og DR SymfoniOrkestret valgte at tilføje det sidste hammerslag i deres opførelse torsdag aften.

I en ujævn og generelt skuffende opførelse var slagtøjsspiller Jakob Webers rasende og teatralske udførelse af de tre hammerslag – hvor han benyttede en mindre hammer end man normalt ser, men med desto større kraft, og som fuldstændig opnåede den lyd som Mahler beskriver – meget stemningsfuld. Lyden chokkerede alle i koncertsalen, inklusiv dem som var forberedte. Det så ud som om Jakob Weber for hvert slag nærmede sig hammeren med en blanding af fysisk tøven og følelsesmæssig forventning. Mahler vidste, at hammerslagene ville have en visuel og klanglig effekt på publikum. Og det vidste Jakob Weber også.

De fleste dirigenter genindsætter det tredje hammerslag, men Adam Fischers valgte desuden at spille den langsomme Andante moderato efter den første sats, og ikke som vanligt som den tredje sats. Mahler var selv ubeslutsom og har ladet det være op til den enkelte dirigent at vælge rækkefølgen. Adam Fischers valg var uortodoks men ikke særlig effektiv. Mahler valgte selv at placere Andante-satsen som den tredje sats, da overgangen fra åbningssatsen Allegro til Scherzo-satsen skaber en enorm kumulativ effekt: fyrre minutters kontinuerlig mørke og angst, der afløses af den lettere og mere ømme Andante-sats.

Adam Fischers omrokering af de to satser punkterede desværre denne spændingsopbygning. Der var dog flere elementer i hans fortolkning, som medvirkede til dette. Der var en generel mangel på variation i klangbilledet, som betød, at de overraskende spøgelsespassager i første og sidste sats ikke formåede at skabe de bratte stemningsskift, som de bør. Hans insisterende holden fast i et hurtigt tempo og et smalt klangbillede undergravede symfoniens fornemmelse af desperation. Jeg ville ønske, at orkestrets blæsere måtte få lov til at klinge lidt længere, og at strygerne kunne få lov til at svælge lidt mere i symfoniens følelse af patos. Det er disse øjeblikke af forløsning, der paradoksalt nok afslører værkets mørke side.

Tilsvarende blev duetten mellem koncertmesteren og førstehornisten i første sats spillet smukt, men Fischer tillod ingen af disse fantastiske musikere meget plads til formgivning eller udtryk. Måske var det derfor, at Jakob Webers hammerslag i lige så høj grad føltes som en velkommen forløsning som en skæbnesvanger profeti. Adam Fischer skøjtede over mange af symfoniens mere interessante problemstillinger og fokuserede i stedet på en række skæve accenter midt i melodifraserne. Det var dog godt at se den begavede ungarske maestro tilbage i DR Koncertsalen. At dirigere en 90 minutter lang symfoni uden partitur demonstrerede hans uforlignelige evner. Men dette orkester, som har en fin Mahler-tradition, kunne have leveret mere med en dirigent, der tillod dem at dykke ned i komponistens distinkte udtryk.

Mahler: Symfoni nr. 6
DR SymfoniOrkestret, dirigent Adam Fischer, 18.5.17

Foto: Nikolaj Lund

Læs også: Underholdningsorkestret genfødt i glimmerregn | KLASSISK koncertanmeldelse