Nyhed
Delt førsteplads ved ny Rued Langgaard konkurrence
26. april 2021
26. april 2021
Den nye Rued Langgaard konkurrence blev afviklet i weekenden, og vinderne er fundet. Af de 13 ensembler og solister fra landets tre klassiske musikkonservatorier, som trådte op lørdag, røg seks videre til finalerunden søndag. Enden på det hele blev en delt førsteplads til ensemblerne Absalon Quartet (foto) og lied-duoen Louise McClelland Jacobsen og Kristian Riisager. Tredjepladsen gik til Kaja Kato Møller og Mads Fuglsang Ryborg.
Modtagerne af
førsteprisen glædede sig enstemmigt over mødet med Langgaards musik og ser frem
til at fremføre nyt repertoire til åbningskoncerten ved efterårets Rued
Langgaard Festival i Ribe. Sopran Louise McClelland Jacobsen og pianist
Kristian Riisager fra lied-duoen siger om deltagelsen i den nye konkurrence:
»Vi er virkelig glade. Det er meget overvældende. Det har bare været en
kanon-oplevelse det hele«.
Konkurrencens repertoire har været bredt og omfattede Langgaards sange, strygekvartetter, violinsonater og klaverstykker. Det har stillet store krav til juryen, der på en måde skulle sammenligne æbler og pærer. Men medlemmerne har, ifølge et interview med juryformand Esben Tange, vurderet ud fra et sæt grundlæggende kriterier med fokus på samspil, musikerskab, udtryk og formidling.
Opgaven har udfordret juryen, som derfor ikke samlet kunne pege på én vinder:
»Vi havde to ensembler, som på hver deres måde havde noget helt unikt. De er meget forskellige, en strygekvartet og en lied-duo. Det er meget forskellige verdener, men på hver deres måde havde de noget helt særligt at give Langgaards musik. Det siger måske noget om mangfoldigheden i Langgaards musik. De unge mennesker er gået til det på hver deres måde og har faktisk bidraget på nogle ekstreme ting, der har ført Langgaards musik et nyt sted hen«, siger Esben Tange i interviewet.
Læs mere: Under huden på Langgaard | Interview Nightingale String Quartet
FLERE NYHEDER