Nyhed
Den italienske højrefløj raser over »anti-racistisk« Tryllefløjte
10. august 2018
10. august 2018
Den engelske operainstruktør, Graham Vick, bliver skældt hæder og ære fra af italienske parlamentsmedlemmer efter det, de kalder en »anti-racistisk« opsætning af Mozarts ‘Tryllefløjten’ ved den igangværende Macerata Opera Festival i Italien.
Graham Vick, en af Englands førende operainstruktører og til daglig kunstnerisk chef ved Birmingham Opera Company, er kendt for sine eksperimenterende opsætninger og havde om ‘Trylleføjten’ i Macerata udtalt, at han håbede på, at forestillingen ville virke som en »mavepuster«. Og det er åbenbart lykkedes.
»Det er en massakre på Mozart og på tilskuerne«, hævder Paolo Arrigoni fra det indvandrerkritiske parti, Lega Nord, om Vicks udgave af operaen, hvor en bulldozer står klar til at jævne en flygtningelejr med jorden. Andre medlemmer fra partiet ser bulldozeren, som i opsætningen erstatter kæmpeslangen i 1. akt, som en direkte reference til Legas Nords leder, Matteo Salvini, der tidligere har foreslået, at romalejre bliver jævnet med jorden.
Den kunstneriske leder af Macerata Opera Festivalen, Barbara Minghetti, siger til den engelske avis The Telegraph, at det er festivalens ambition at være »social relevant«.
Foto: Alfredo Tabocchini
FLERE NYHEDER