Nyhed

Den italienske sopran Daniela Dessi er død

Den italienske sopran Daniela Dessi er død i en alder af kun 59 år af kræft efter et kort, intenst sygdomsforløb. Hun døde d. 20 august, kun en måned efter at hun meddelte sit publikum, at hun blev nødt til at aflyse sommerens optrædener på grund af sygdom. Hun bliver af flere medier beskrevet som en af de sidste 20 års største sangerinder og har igennem karrieren samlet sig et repertoire på mere end 50 roller i alt fra Rossini og Mozart til Verdi og Puccini.

Dessi var en af stjernenerne på La Scala og har sunget på alle de store internationale scener. I en pressemeddelelse fremhæver operahuset kombinationen af hendes solide teknik og iltre temperament og skriver, at hendes optrædener »står frem blandt de seneste årtiers mest mindeværdige på La Scala«.

Også fra kollegaer lyder der hæder. På den rumænske sopran Angela Gheorghius facebookside kan man læse følgende:
»Jeg begræder tabet af min kollega Daniela Dessi, én af de vigtigste kunstnere i det 20. og 21. århundrede. Daniela Dessis karriere var omfattende og alsidig, og hun vil forblive en af de smukkeste og mest talentfulde sangerinder i vor tid. En elsket diva man må beundre af hele hjertet. Kæreste Daniela, jeg bukker for dig og hilser dig med den dybeste kærlighed og største agtelse«.

Læs også: Gheorghiu udeblev ikke af misundelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER