Nyhed

Det Kgl. Teater henter ny operachef i Malmø

Det Kgl. Teater henter ny operachef i Malmø | Magasinet KLASSISK

Den 47-årige svenske instruktør Elisabeth Linton bliver Det Kgl. Teaters nye operachef. Hun begynder i stillingen august 2022, hvor hun tager over efter britiske John Fulljames. Elisabeth Linton arbejder i dag som chefdramaturg på Malmö Opera.

»Jeg er meget begejstret over, at vi nu kan fortælle, at Elisabeth Linton bliver vores nye operachef. Elisabeth har bl.a. med sit arbejde i Malmø demonstreret, at hun har sans for at sætte barren højt samtidig med at hun gør tærsklen til operahuset lavere for et stort publikum – og dét er det allervigtigste for os i de kommende år: troen på at en høj kvalitet og en bred appel ikke er modsætninger, men går hånd i hånd«, siger Holten i teatrets pressemeddelelse.

Den nye operachef har haft et nært forhold til den danske scene for musikdramatik igennem de sidste tyve år. Linton, som er uddannet på Statens Teaterskole i København og bor i Helsingør, har iscenesat forestillinger for Det Kgl. Teater, Den Jyske Opera og Aalborg Teater.

Hun tiltræder formelt til næste sommer, men samarbejder allerede nu med John Fulljames om planlægningen for den næste lange periode. Selv om hun som udgangspunkt ikke skal instruere i sin nye rolle som operachef, optræder Linton i den kommende sæson som instruktør i genopsætningen af Puccinis ‘La Bohème’ og i teatrets Danmarkspremiere på forestillingen ‘Matilda the Musical’, som præsentereres på Gamle Scene i januar med familier som målgruppe.

Linton har, ifølge pressemeddelelsen, som en del af teamet på Malmö Opera haft succes med at tiltrække nye målgrupper og samtidigt formået at skabe dialog og begejstring omkring opera. Derfor passer hun godt ind i Holtens opgør med den smalle scenekunst. Teaterchefens strategi har fra begyndelsen været at vende nedgangen i publikumstallet ved hjælp af et bredere repertoire med flere folkelige opsætninger, herunder musicals og familieforestillinger.

Foto: PR / Malmö Opera

Læs mere: »Opera er for alle« | Interview Elisabeth Linton

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER