Nyhed

Dirigentkomet tager over efter Zubin Mehta

Israel Philharmonic Orchestra har fundet efterfølgeren til chefdirigent Zubin Mehta, som efter et halvt århundrede siger farvel og tak. Det bliver mildt sagt noget af et generationsskifte, når den kun 29-årige Lahav Shani arver veteranen Mehtas taktstok fra sæsonen 2020/21. Allerede fra 2019 træder han til med titlen ‘kommende chefdirigent’.

»Det er en kolossal ære at blive udnævnt til chefdirigent efter så stor en skikkelse som Zubin Mehta«, siger Lahav Shani om den nye post i en pressemeddelelse.
»Dette orkester har formet en musikalsk udvikling, der har været den røde tråd i mit kunstneriske liv«.

Shanis forbindelse med Israel Philharmonic Orchestra startede, da han i en alder af 16 år spillede med orkestret som solist. Første gang han stod på podiet var i 2013, efter han havde vundet den store internationale Mahler dirigentkonkurrence i Tyskland.

Han er en dirigent, som i den grad er på vej frem. Til september overtager han posten som chefdirigent for Rotterdam Filharmonikerne efter Yannick Nézet-Séguin, der er på vej til The Met i New York. I indeværende sæson er han tilknyttet Wiener Symfonikerne som 1. gæstedirigent.

Foto: Hans van der Woerd

Læs også: Zubin Mehta takker af

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER