Nyhed
Domingo trækker sig som generaldirektør for LA Opera
3. oktober 2019
3. oktober 2019
Onsdag meddelte Placido Domingo, at han trækker sig som generaldirektør for LA Opera, kompagniet han var med til at stifte for mere end 30 år siden. Han aflyser samtidigt alle kommende optrædener, skriver nyhedsbureauet AP. Det sker i kølvandet på den seneste tids massive beskyldninger om sexchikane og upassende opførsel.
I meddelelsen siger Domingo, at muligheden for at fortsætte som øverste leder af kompagniet er blevet »stærkt kompromitteret« efter anklagerne.
»Mens jeg fortsat vil arbejde for at rense mit navn, har jeg besluttet, at det på nuværende tidspunkt tjener LA Opera bedst, hvis jeg fratræder som generaldirektør og trækker mig fra mine fremtidige forestillinger. Jeg gør det med et tungt hjerte og sender samtidig mine dybfølte ønsker til kompagniets dedikerede bestyrelse og hårdtarbejdende personale om, at LA Opera fortsat vil vokse og udmærke sig«, lyder det i Domingos meddelelse.
Direktør for LA Opera, Christopher Koelsch, har i forbindelse med fratrædelsen delt Domingos erklæring i en mail til kompagniets personale, skriver Los Angeles Times. I brevet anerkender Koelsch, at anklagerne om sexchikane og den igangværende, interne undersøgelse af dem har skabt en »smertefuld og udfordrende periode« for LA Opera. Han slår også fast, at efterforskningen vil blive fuldført trods Domingos fratræden.
»Vi skal tage yderligere skridt for at sikre, at vi gør alt, hvad vi kan for at fremme et professionelt og kollegialt arbejdsmiljø«, skriver Koelsch.
Placido Domingo i LA Operas opsætning af Manuel Penellas opera ‘El Gato Montes’ fra i år | foto: Cory Weaver
FLERE NYHEDER