Nyhed

Dudamel bliver New York Filharmonikernes næste chefdirigent

Dudamel bliver New York Filharmonikernes næste chefdirigent | Magasinet KLASSISK

Først snuppede de den succesfulde topchef, Deborah Borda, og nu har de ansat hendes hyperpopulære chefdirigent, Gustavo Dudamel.

Med nyheden om at Dudamel, nuværende chefdirigent for LA Phil, bliver New York Filharmonikernes næste chefindpisker, kan rygtemøllen endelig stoppe de sidste mange måneders heftige rotation. Og med nyrenoveret koncertsal, Dudamel på chefpodiet og Bordas efterfølger på plads fra næste år, er det hæderkronede orkester godt rustet til fremtiden.

Dudamel tiltræder officielt i 2026, men han indleder sin kontrakt på fem år sæsonen inden som designeret chefdirigent og kunstnerisk leder. Den nuværende chefdirigent, Jaap van Zweden, lægger taktstokken efter næste sæson, og orkestret står således uden chef i en enkelt sæson.

Gustavo Dudamel er også chefdirigent ved Opéra national de Paris samt for Simón Bolívar Symphony Orchestra i Venezuela, hvor han er født. Han blev hentet til Los Angeles af Deborah Borda i 2009, og makkerparret har med stor succes udviklet LA Phil, der i dag har opnået anerkendelse som USA’s førende og mest innovative orkester.

»I dag er jeg frem for alt taknemmelig. Jeg takker musikerne og ledelsen hos New York Filharmonikerne, idet vi begiver os ud på denne nye og smukke rejse sammen; til min elskede familie ved LA Phil og YOLA (Youth Orchestra of Los Angeles, red.) for at hjælpe mig med at lære og vokse gennem utallige udfordringer og triumfer; og til min Maestro Abreu (dirigenten José Antonio Abreu der var Dudamels mentor, red.) og musikerne fra Venezuela, som har været sammen med mig fra begyndelsen. Som den store digter Lorca sagde: “ Hvert skridt vi tager på denne jord, fører os til en ny verden”«, siger Dudamel i New York Filharmonikernes pressemeddelelse.

New York Times kalder ansættelsen for et »kæmpe kup« og vurderer, at det er et forsøg på at genskabe den overvældende popularitet orkestret nød under Leonard Bernsteins ledelse i 1960’erne.

»At Gustavo Dudamel bliver New York Filharmonikernes næste dirigent vil ryste byens kulturscene i dens grundvold«, skriver avisen.

Dudamel er ikke ligefrem et nyt bekendtskab for orkestret. Han har gæstedirigeret det 26 gange siden debutkoncerten i 2007, hvor det under et energisk værk af Prokofiev lykkedes ham at flække Leonard Bernsteins gamle dirigentstok, som han havde lånt til lejligheden.

Mens rygtebørsen nu kan lukke på østkysten, åbner den igen på vestkysten med spørgsmålet om, hvem der skal overtage LA Phil efter Dudamel. Los Angeles Times peger blandt andet på følgende dirigenter som mulige kandidater:

Mirga Grazinyte-Tyla, tidligere assisterende dirigent ved LA Phil under talentprogrammet ‘Dudamel Fellows’; Lorenzo Viotti, chefdirigent ved den hollandske nationalopera og dens orkester; Susanna Mälkki, tidligere. 1. gæstedirigent hos LA Phil og Esa-Pekka Salonen, Dudamels forgænger i Los Angeles og i dag chefdirigent for San Francisco Symphony.

Foto: Danny Clinch

Læs også: Fire store orkestre på jagt efter nye chefdirigenter

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER