Nyhed
Elbfilharmonien endelig åbnet i Hamborg
20. januar 2017
20. januar 2017
Så åbnede den nye Elbphilharmonie med pomp, pragt og prominente gæster. Efter at have været 10 år undervejs med de tids-og budgetoverskridelser og offentlige ramaskrig, som er obligatoriske for opførelsen af prestigekoncerthuse, kunne kansler Merkel, forbundspræsident Gauck og Hamborgs borgmester Scholz sammen med 2000 andre gæster endelig sætte sig og nyde den anmelderroste åbningskoncert med NDR’s Elbphilharmonie Orkester under ledelse af chefdirigenten Thomas Hengelbrock.
Ambitionen med det nye koncerthus er at sigte både højt og lavt. Man vil tage kampen op med Berlin, München og Dresden om at være ét af Tysklands førende koncerthuse og samtidig være hele Hamborgs musikhus. Alle Hamborgs skoleelever skal i løbet af deres skoletid til koncert i Elbphilharmonie mindst én gang, siger borgmester Scholz til Musik Heute.
Bygningen, som i folkemunde allerede er blevet døbt ‘Elphi’, er tegnet af de schweiziske arkitekter Herzog & de Meuron. Hovedsalen er foret med ‘hvid hud’, 12,5 tons lydisolering fordelt på 10.000 gipspaneler på væggene, som er designet af den japanske akustiker Yasuhisa Toyota. Koncerthuset står som et smukt resultat af en grim og tumultpræget byggeproces, hvor juridiske tvister mellem byggefirmaet og byen undervejs forsinkede byggeriet adskillige gange. Filharmonien skulle have stået færdig i 2010. Det oprindelige budget voksede fra godt 1/2 mia. kroner med mere end en tidobling til næsten 6 mia. kroner. De eksploderende omkostninger, som skal betales af skatteyderne, er blevet kraftigt kritiseret af venstrefløjen i Hamborgs parlament. Der er nu blevet nedsat et undersøgelsesudvalg for at afgøre, hvem der bærer ansvaret for det løbske budget.
Opmærksomheden omkring Elbfilharmonien er stor, både lokalt og nationalt. Åbningen blev transmitteret live i TV og blev fulgt af op mod 3 mio. seere. Generaldirektøren for den nye filharmoni, Christoph Lieben-Seutter, oplyser at alle koncerter frem til juli er udsolgt. Han forventer fulde sale de første to år.
Foto: Michael Zapf
Læs også: Programmet for Hamborgs nye prestigekoncerthus er offentliggjort
FLERE NYHEDER