Nyhed

Elsa Dreisig vinder Classical Music Award for debutalbum

Vores første nytårsløfte var at holde skarpt øje med, hvordan det går med sopranen Elsa Dreisigs nominering til International Classical Music Awards (ICMA), en af den klassiske verdens store priser. Vi holder selvfølgelig, hvad vi lover og bringer den glædelige nyhed om, at den 27-årige sangerinde nu for anden gang løber med en ICMA pris, denne gang i kategorien Vocal Recital for debutalbummet ‘Miroir(s)’ der udkom i oktober.

»Den fransk-danske sopran Elsa Dreisig forbløffer med sit debutalbum ‘Miroir(s)’, hvor hun demonstrerer sin honningsøde, charmerende sopran, med en fantastisk dybde og alsidighed i et meget bredt repertoire fra Mozart til Strauss. Dette er et koncept album, der opnår en perfekt balance mellem sjældenheder og berømte arier«, står der bl.a. i juryens begrundelse for at vælge Dreisig.

I de ti arier på udgivelsen lader Dreisig de gennemgående kvinderoller fra forskellige operaer spejle sig to og to, og anmelderen på musikbloggen Pizzicato er dybt benovet over sopranens alsidighed på albummet:
»Uanset om hun er Marguerite, Manon, Rosina, Contessa i Mozarts ‘Figaros Bryllup’ eller Salome, er Elsa Dreisig den fuldendte fortolker i samtlige roller, og det er det helt særlige ved albummets repertoire. Jeg har ikke hørt noget lignende i lang tid, og det er afgjort en bedrift ikke engang Netrebko kunne løfte«.

Alle årets priser bliver overrakt ved ICMA’s store gallakoncert 10. maj i koncertsalen KKL, Lucerne Festivalens hovedscene.

Læs også: Elsa Dreisig nomineret til stor international pris

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER