Nyhed
En formidler i særklasse er død
29. april 2026
29. april 2026
Dirigenten Michael Tilson Thomas eller blot MTT, som han oftest omtales, har tabt sin årelange kamp mod kræft. Læger fandt en tumor i dirigentens hjerne i 2021 og opererede med succes, men kræften vendte tilbage sidste år, og MTT døde onsdag i sidste uge, 81 år gammel.
Den tidligere chefdirigent for San Francisco Symphony, London Symphony Orchestra og orkesterakademiet New World Symphony, som han grundlagde i Miami i 1987, beskrives som visionær, innovativ, engageret og med en særlig stærk evne til at formidle den klassiske musik til publikum udenfor dens normale, stive rammer.
På denne side af Atlanten opnåede han som ung studerende at blive assisterende dirigent ved Wagner festspillet i Bayreuth. Han blev senere chefdirigent for London Symphony Orchestra, som han også turnerede med internationalt, blandt andet med besøg i Danmark tilbage i 1990’erne.
MTT favnede et bredt repertoire med fokus på værker af Mahler og amerikansk samtidsmusik. Han var den første til at indspille værker af komponister som Aaron Copland, Charles Ives og Steve Reich. I alt har Tilson Thomas mere end 120 udgivelser på cv’et indspillet med hans mange forskellige orkestre.
Michael Tilson Thomas har været i Danmark flere gange som gæstedirigent siden årene med London Symphony Orchestra. Hans seneste besøg var i 2024, hvor han gæstedirigerede DR Symfoniorkestret, året inden hans tilbagefald. Ved dette sidste besøg var han, ifølge Politikens musikredaktør Thomas Michelsen, tydeligt svækket og måtte opgive den sidste af to koncerter i DR Koncerthuset.
Foto: Vahan Stepanyan
FLERE NYHEDER