Nyhed
Endnu en finsk dirigent til BBC
21. juni 2023
21. juni 2023
Udnævnelsen af den seneste finske dirigent, Anna-Maria Helsing, sikrer finsk-svensk dominans over BBC’s seks fuldtids ensembler i Storbritannien. Kun BBC-orkestrene i Wales og Skotland har ikke chefer fra et af de skandinaviske lande.
BBC Concert Orchestra oplyser, at Helsing er udpeget som ny chefdirigent med start 1. oktober. Med udnævnelsen bygger finnen videre på sin relation med orkestret, som hun over de sidste tre år jævnligt har ledet som gæstedirigent.
»I de kommende år drømmer jeg om at udvide orkestrets symfoniske repertoire yderligere og præsentere det for publikum uden for London. Jeg har den største respekt for denne fine gruppe af musikere, og jeg glæder mig til, at vi skal skabe en masse fantastisk musik i fremtiden«, siger den nyslåede chef til BBC.
Den oprindeligt violinuddannede Helsing har lært dirgentfaget på Sibelius Akademiet i Helsinki, hvor hun, ligesom resten af sine berømte finske kolleger, har modtaget undervisning af den navnkundige professor, Jorma Panula.
51-årige Anna-Maria Helsing har med sin forkærlighed for samtidsmusik opnået stor anerkendelse som gæstedirigent hos de førende skandinaviske orkestre og operahuse. Fra 2010-2013 var hun chefdirigent for Oulu Sinfonia i det nordlige Finland, og siden 2020 har hun haft ansvaret kammermusik festivalen Rusk i Jakobstad. Et ansvar hun det næste år skal balancere med chefstillingen hos BBC Concert Orchestra.
Foto: Kasper Dalkarl
FLERE NYHEDER