Nyhed
Engelsk musikmagasin drejer nøglen om
5. maj 2026
5. maj 2026
Det engelske branchemagasin Classical Music har lukket ned for aktiviteterne. Forårsnummeret fra april er sidste udgivelse fra MA Education & Music Ltd, der er en del af mediekoncernen Mark Allen Group, som udgiver musikmagasinerne Gramophone, Opera Now og International Piano.
I forbindelse med april-udgaven skrev Classical Music på dets website:
»Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at forårsudgaven 2026 bliver den sidste udgave af Classical Music. Siden magasinets start i 1976 har bladet været en stærk stemme for branchen gennem både op- og nedture. I forbindelse med denne afsluttende udgivelse vil CM-redaktionen gerne rette en varm tak til alle læsere, støtter og bidragydere for jeres engagement, tid og passion gennem årene«.
Classical Music har været det eneste magasin på tryk og web i Storbritannien, der var målrettet den klassiske musikbranche. Magasinet udkom med nyheder, artikler og anmeldelser og havde musikere, agenter, managers og promotere som målgruppe.
Vores anmelder, Andrew Mellor, har skrevet en fast klumme for magasinet i en årrække. Han kommenterer nedlukningen på det sociale medie X:
»Det er trist at erfare, at Classical Music står over for en lukning. Mine tanker går især til dem, der mister deres arbejde og indtægt. I april 2027 ville min månedlige Long View-klumme have haft 10-års jubilæum, men det blev i stedet til ni år og 110 klummer«.
I en af Classical Musics sidste artikler siger Royal Philharmonic Orchestras direktør, Sarah Bardwell, om magasinets betydning:
»I en tid, hvor mange medier er optaget af klik, vækst og tal, har Classical Music holdt fast i integriteten og den velfortalte journalistik. Midt i en nyhedsstrøm præget af uro og frygt har magasinets konstruktive og positive historier været et vigtigt frirum for mange i branchen«.
Ekspert i digital strategi, Jon Jacobs, skriver om nedlukningen i en kommentar på sin blog, Thoroughly Good:
»Det kunne være let at tolke dette som et tegn på den klassiske musiks manglende relevans eller på vilkårene for skribenter. Men i virkeligheden er det snarere et udtryk for den fortsatte omstilling, som præger både genren og aktørerne omkring den. Samtidig understreger det en nutidig realitet: at de færreste ønsker at betale direkte for journalistik«.
FLERE NYHEDER