Nyhed
Engelsk operakompagni har overskud i kassen
27. januar 2017
27. januar 2017
Stormramte English National Operas årsregnskab for forgående sæson viser overraskende sorte tal på bundlinjen. Kompagniet har præsteret et overskud på 2,5 millioner kroner, og en publikumsfremgang med en belægningsprocent på 75 procent – en stigning på 8 procentpoint i forhold til året før.
»Et svært 2016 slutter med at kompagniet har fået et langt sikrere fodfæste, end vi havde ved udgangen af 2015. Frem for at skære i kvaliteten og kvantiteten vil English National Opera i løbet af tre år producere væsentligt mere opera end nu. Samtidig vil vi i langt højere grad række ud mod både publikum og kunstnere«, lyder det fra direktør, Cressida Pollock, i en kommentar til årsregnskabet.
Hun ser lyst på fremtiden og glæder sig over, at de mørke år med ledelseskrise og økonomisk nedtur nu ser ud til at være historie. Direktøren fremhæver, at kompagniet har præsteret over forventning efter en økonomisk hestekur og en offentlig særbevilling, og at alle bange anelser om et ringere kunstnerisk niveau er gjort til skamme
Operaen har været på hælene siden 2014 hvor kompagniet mistede status som fast offentlig støttemodtager på grund af flere år med svag ledelse og elendige årsregnskaber. Efter et par runder med massive nedskæringer begyndte English National Opera at vejre morgenluft i takt med udskiftninger i ledelseskredsen. Pollock kom selv til i 2015, og sidste år blev Daniel Kramer ansat som ny kunstnerisk leder og Martyn Brabbins som ny chefdirigent. Det meste af bestyrelsen er også blevet udskiftet. Efter foryngelseskuren ser kompagniet ud til at have fået et fornuftigt fundament at indfri Pollocks forhåbninger på.
Foto: PR
Læs også: Ny chefdirigent skal lede operakompagni ud af krise
FLERE NYHEDER