Nyhed
Festspillene i Bayreuth på skrump
1. februar 2025
1. februar 2025
Godt en måned efter meldingen om at man af sparehensyn skærer flere forestillinger i programmet for jubilæums-sæsonen i 2026, er den kunstneriske leder af Festspillene i Bayreuth, Katharina Wagner, blevet tilbudt en ekstra donation på 7,5 millioner kr. fra den ene af festivalens tre storaktionærer.
Tilbuddet er fremsat af støtteforeningen ‘Bayreuths Venner’, der samtidigt stiller som en klar betingelse, at de ekstra penge skal bruges til at genoplive opsætningerne af ‘Tannhäuser’ og ‘Lohengrin’ (foto), der er blandt de aflyste forestillinger. Støtteforeningen kræver endvidere, at sidstnævnte opera skal dirigeres af generalmusikdirektør ved Staatsoper Berlin, Christian Thielemann, skriver det tyske nyhedsbureau, DPA.
Men pengene fra støtteforeningen, som fra sidste år afhændede en tredjedel af deres aktier og dermed også trak en stor del af det faste bidrag, kommer for sent til, at festivalen kan nå at redde de aflyste forestillinger. Det oplyser Wagner festivalens talsperson, Hubertus Herrmann, til DPA. Den tilbudte ekstra donation svarer til det beløb, foreningen har trukket i sin faste støtte.
»Efter at programmet for 2026 blev ændret i december sidste år, er de tidligere engagerede kunstnere af indlysende grunde ikke længere tilgængelige, og en tilbagevenden til det program, som festivalledelsen oprindeligt lagde frem, er naturligvis desværre langt fra muligt på nuværende tidspunkt«, siger Herrmann.
Han siger desuden, at pengene vil falde på et tørt sted, hvis støtteforeningen fortsat ønsker at donere:
»Selvfølgelig ville vi være yderst taknemmelige for de ekstra økonomiske ressourcer og ville bruge dem til det omfattende og endnu ikke fuldt finansierede støtteprogram for jubilæumsåret 2026«.
Foto: Enrico Nawrath / Bayreuther Festspiele
FLERE NYHEDER