Finurlig finne med tæft for historiefortælling | KLASSISK koncertanmeldelse

Santtu-Matias Rouvalis opførelser mangler lige de sidste detaljer og variation i den musikalske formning, men til gengæld er hans koncertoptræden meget personlig.

4 ud af 6 stjerner

Af Andrew Mellor

Man kan som regel forvente en finurlig oplevelse når Santtu-Matias Rouvali står på dirigentpodiet. Ved denne koncert holdt den 30-årige finne for eksempel op med at dirigere tre takter før den eksplosive slutning på Sjostakovitjs første klaverkoncert og vendte sig i stedet om mod publikum. Og da stilheden, der fulgte efter Tjajkovskijs Symfoni nr. 6 (Pathétique), blev brudt af bifald, valgte Rouvali at lave en piruet på podiet mens han i en flamboyant bevægelse kastede taktstokken på gulvet. Tjajkovskij havde metaforisk dræbt sig selv foran os alle, så hvad kunne Rouvali ellers gøre?

Nogle oplever Rouvali som en kitschet showman, men jeg er mere tilbøjelig til at tro, at han bare er en ung mand, der er sig selv. Hans opførelser mangler lige de sidste detaljer og variation i den musikalske formning, men til gengæld er hans koncertoptræden meget personlig og gør indtryk. Han var skamløst “romantisk” i Tjajkovskijs symfoni, men det var ok, fordi det er Tjajkovskij også selv.

Rouvalis version af Pathétique fungerede også, og det var fordi han gjorde så meget ud af symfoniens hysteriskes karakter og kontrasterede det godt mod den sidste sats udmattende slutning. Der røg nogle detaljer undervejs, men Rouvalis historiefortælling var så god, at det ikke betød så meget.

En god detalje i Tjajkovskijs symfoni var nogle flotte fraseringer fra Copenhagen Phils strygere side. Inden da, i Sjostakovitjs første klaverkoncert, kunne man høre, hvor kontrollerede de er, og førsteviolinerne havde en lækker klang i den vanskelige høje passage i starten af anden sats. Denne præstation lød yderst velopdragen, men det var ikke Sjostakovitjs ærinde. Jens Elvekjærs klaverspil lød som Schubert – glat og behersket. Men dette værk kræver arrogance og karisma samt et mere direkte anslag i de forskellige stilarter – honky-tonk, stride, Broadway vamp – som Sjostakovitj fremmaner. Bo Fuflsangs trompetsolo var ligeledes ikke direkte nok i udtrykket, og ind imellem var han i musikalsk underskud. Han spillede sin lille kadence i tredje sats påfaldende langsomt. Koncerten kræver dog nærmest en katastrofal opførelse for ikke at begejstre, og der var rigeligt med fornemt musikerskab til stede ved denne lejlighed.

Som intro til aftenens symfoniske værker opførte Copenhagen Phils violinist Idinna Lützhøft fra scenen Li-Ying Wus neo-barokke violinstykke ‘Profeti’, der er en af orkestrets nye, korte bestillingsværker. Kompositionen bevægede sig gennem en række kadencer til en hektisk passage på violinens stol. Lützhøft spillede med passion, en vidunderlig klang og med strålende kontrol. Hun opførte stykket, som om hun havde spillet det i årevis, og hendes stilfulde sceneoptræden udstrålede ro og tillid. Med individuelle musikere af denne kvalitet er det ikke overraskende, at Copenhagen Phils strygere har forbedret sig så meget.

Konservatoriets Koncertsal, Kbh., 17.09.16
Copenhagen Phil, 1. gæstedirigent Santtu-Matias Rouvali, solist Jens Elvekjær.
Tjajkovskijs Symfoni nr. 6 (Pathétique), Sjostakovitjs Klaverkoncert nr. 1 og Li-Ying Wus ‘Profeti’ for soloviolin.

Foto: Kaapo Kamu

Læs også: Ung finne skal løfte stokken efter Nagano og Dudamel