Nyhed

Første live-streamede koncert fra Vatikanet

James MacMillans nye udgave af ‘Stabat Mater’ bliver den første koncert i Vatikanet, der kan opleves som live-stream. Dirigenten Harry Christophers står i spidsen for koret The Sixteen og ensemblet Britten Sinfonia ved opførelsen i Det Sixtinske Kapel d. 22. april.

MacMillans version af passionssalmen om Jomfru Marias smerte ved Jesu kors havde verdenspremiere i 2016. The Times anmelder blev dybt rørt af oplevelsen, som han beskrev således:
»Det er ikke hver dag, at komponisten til et nyt værk får en stående ovation, men på den anden side er heller ikke alle nye værker som James MacMillans ‘Stabat Mater’ for kor og strygeorkester. Korets klageskrig, skåret med skalpel, var måske forventet – men hvad med de stikkende akkorder i strygernes kommentar, den højfrekvente summen, de kvalmende crescendoer og snerren og hvisken i bevægelse fra ædel klage gennem gennem raseri og udbrud til eftertænksom hengivenhed?«.

Indspilningen af premieren udkom sidste år og modtog umiddelbart efter en nominering til en Gramophone Award og ros fra anmeldere raden rundt.

Koncerten bliver live-streamet på Classic FM’s website, hvor den også vil være tilgængelig en måned frem.

Læs også: Bartoli er første kvinde, der synger i Det Sixtinske Kapel

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER