Nyhed

Fornemme komponistpriser til dansk musik

To komponister fra Danmark høster hæder i Tyskland med hver deres pris. Simon Steen-Andersen (foto) får Ernst von Siemens Musikfondets Komponistpris, som bliver overrakt på fredag ved en højtidelighed i München. Prisen bliver ledsaget af en check på godt 250.000 kroner samt indspilning af en portræt-cd med en række af de allerbedste solister, orkestre og ensembler inden for ny musik.

I fondets motivation for tildelingen lyder det:
»Ved at tildele Simon Steen-Andersen prisen anerkender vi værkerne fra en komponist, hvis musik er tæt forbundet med de muligheder multimedieteknologien giver, men som alligevel aldrig mister sig selv deri eller underlægger sig modefænomener«.

Den anden danske komponist, som får tysk opmærksomhed, er Juliana Hodkinsons, der til februar modtager Stuttgarts Kompositionspris 2017 ved den prominente Eclat Festival for værket ‘Can Modify Completely / In This Case / Not That It Will Make Any Difference’.

Stykket for guitar og orkester er oprindeligt skrevet til guitaristen Aart Strootman og DR UnderholdningsOrkestret. Det blev uropført ved 2015-uddelingen af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, hvor Hodkinson var en af prismodtagerne. Værket med den lange titel er siden bestilt i en udvidet udgave af Westdeutcher Rundfunk og havde premiere ved festivalen Wittener Tage für Neue Kammermusik i april sidste år.

Foto: Manu Theobald / Ernst von Siemens Musikstiftung

Læs også: Dansk komponist får nok en cadeau

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER