Nyhed
Første kvindelige chefdirigent ved et af de store russiske operahuse
5. marts 2021
5. marts 2021
Med øjeblikkelig ansættelse er Alevtina Ioffe blevet udnævnt som chefdirigent for Mikhailovsky Operaen i Sankt Petersborg. Hun efterfølger Alexander Vedernikov, der også var chefdirigent ved Det Kongelige Kapel herhjemme, efter hans pludselige død i november med Covid 19. Med udnævnelsen bliver Ioffe historie den første kvindelige chefdirigent ved et af de store russiske musikhuse.
Den kunstneriske leder af Mikhailovsky Teatret, Vladimir Kekhman, siger i en pressemeddelelse om valget af Ioffe:
»For første gang i teatrets historie får vi en kvindelig dirigent som vores musikalske leder. Vi stoler på denne unge, energiske og opfindsomme musiker. Alevtina Ioffes karrierespring er et gennembrud i den russiske mandsdominerede musikverden. I dag står Mikhailovsky Teatret over for en vigtig opgave med både at bevare det klassiske repertoire og skabe eksperimentelle opsætninger. En begavet og original dirigent som Alevtina Ioffe passer perfekt til os«.
Den nye chefdirigent siger i samme meddelelse:
»Det er utroligt svært for en kvinde at forfølge en karriere som dirigent i Rusland. For mig er det en stor ære og et stort ansvar at arbejde på et teater med så lang en tradition. En anden grund til, at jeg takkede ja til stillingen, er Vladimir Kekhmans vilje til at eksperimentere, da det er meget vigtigt for mig at kunne realisere mine kreative ideer, som der er mange af«.
Ioffe, der nu må sige farvel til stillingen som chefdirigent ved Natalia Sats Musikteater for børn under statsoperaen i Moskva, debuterede på Mikhailovsky i ‘Tryllefløjten’ i december og gæstedirigerede igen i januar-opsætningen af ‘Barberen i Sevilla’.
Med det nye job tager Alevtina Ioffe et skridt op ad karrierestigen, og hun har ambitioner om at gøre det samme udenfor Ruslands grænser. Hun har allerede international erfaring fra San Francisco Opera, hvor hun har fungeret som assisterende dirigent under Donald Runnicles. I løbet af de seneste år har hun slået sit navn fast på den tyske scene med gæsteoptræden på flere af de store Berliner-operaer og på Bayerische Staatsoper.
Foto: Ugo Ponte / ONL
FLERE NYHEDER