Nyhed

Fyret sopran taber appelsag om erstatning

For den spanske sopran Maria Bayo ser det nu ud som, at den lange tvist om en uberettiget fyring fra Bilbao Operaen får sat sit endelige punktum. Sidste år vandt Bayo en sag over operahuset og fik dermed højesteretten i Baskerlandets ord for, at hun blev uretmæssigt fyret fra opsætningen af ‘Don Giovanni’. I forbindelse med afgørelsen blev Bayo tilkendt en erstatning på 25.000 kroner, et beløb hun ikke var tilfreds med.

Sopranen mente, at hun var berettiget til et langt større beløb på op mod en million kroner i kompensation for æreskrænkelse og tabt arbejdsfortjeneste, og derfor appellerede hun afgørelsen. Men tredje akt i historien har vist sig at gå Bilbao Operaens vej, da retten afviste Maria Bayos nye krav. Hun må nu nøjes med den oprindelige erstatning, skriver spanske Platea Magazine.

Det var dirigenten Keri-Lynn Wilson (gift med The Mets direktør, Peter Gelb) og Bilbao Operaens kunstneriske direktør, Cesidio Nino, der allerede ved første prøve fyrede sopranen fra rollen som Dona Elvira. Wilson og Nino begrundede angiveligt fyringen med, at Bayo »manglede fylde, ikke kunne ramme de højeste toner, ikke kunne synge rent og i øvrigt havde problemer med at afstemme sin intonation med de andre sangere«, skriver den spanske avis El Pais.

Foto: Retrato

Læs også: Fyret sopran vinder over spansk operahus

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER