Nyhed

Glemt musik af Sjostakovitj får premiere

Tre ikke tidligere trykte brudstykker fra Sjostakovitjs operaversion af Gogols absurde historie ‘Næsen’ (1930) får nu verdenspremiere ved den kommende Sjostakovitj-festival i Gohrisch, Tyskland, under ledelse af dirigent Thomas Sanderling. Brudstykkerne, som ikke kom med i den endelige opera, blev opdaget for tre år siden til stor overraskelse for blandt andre den polske musikprofessor og komponist Krzysztof Meyer.

Meyer, som er formand for det internationale Sjostakovitj samfund og forfatter til en biografi om komponisten, var ellers overbevist om, at der ikke eksisterede mere uopdaget musik fra hans hånd. Efter fundet gjorde han dirigent Thomas Sanderling opmærksom på de tre partiturudkast, som dirigenten fik overrakt og tilladelse til at opføre af komponistens enke, Irina Sjostakovitj.

Premieren, ved festivalens afskedskoncert på søndag, imødeses med stor spænding. Ikke mindst af Meyer som gætter på, at musikpassagerne oprindeligt blev droppet, fordi de ikke havde den samme kvalitet som resten af operaen.
»Hvis Sjostakovitj var overbevist om, at de var gode, havde han nok ikke smidt dem væk«, siger han lakonisk til BR Klassik.

Staatskapelle Dresden er fast festivalorkester og medarrangør af festivalen ‘Internationalen Schostakowitsch Tage Gohrisch’, som afholdes hver sommer. Den første protektor for festivalen var dirigenten Kurt Sanderling, der kendte Sjostakovitj personligt og arbejdede tæt sammen med ham i Leningrad. Det er nu Sanderlings søn, Thomas, der får æren af at lede koncerten med den ikke tidligere opførte musik.

Læs også: Glemt nøgleværk af Stravinskij opføres for første gang i 107 år

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER