Nyhed
Google lancerer ny klassisk musiktjeneste
25. juni 2015
25. juni 2015
Google har i samarbejde med fem førende symfonikorkestre lanceret en klassisk online musiktjeneste, hvor man kan streame live koncerter og efterfølgende downloade dem. Tjenesten, Classic Live, er en selvstændig del af Google Play Music og bliver i første omgang den nye digitale scene for orkestre som London Symfonikerne, New York Filharmonikerne, Boston Symfonikerne, Cleveland Orchestra, og Royal Concertgebouw Orkestret (foto). Det er planen at udvide samarbejdet med flere orkestre senere. Håbet hos orkestrene er på denne måde at udvide rækkevidden og nå et større publikum.
Classical Live er nyeste skridt i en tendens, hvor klassiske ensembler bevæger sig væk fra pladeselskaberne. I dag er det ikke ualmindeligt, at et orkester udgiver musik på eget label, men med det nye samarbejde med en streamingtjeneste barberes pladeselskaberne helt væk fra udgivelseskæden og tilbage står distributionsleddet. Som det kendes fra andre tjenester tilbyder Classical Live et månedligt abonnement med ubegrænset streaming og download og samtidig muligheden for at købe både albums og enkelte numre. Ved lanceringen rummer musikkataloget 22 værker.
Foto: Anne Dokter/Royal Concertgebouw Orchestra
FLERE NYHEDER