Nyhed

Sopran indgår forlig med operahus

Sopranen Julie Fuchs, der sidste år fik sparket fra rollen som Pamina i Staatsoper Hamburgs opsætning af ‘Tryllefløjten’, fordi hun var gravid, har indgået forlig med operahuset om økonomisk kompensation for fyringen. Det oplyser hun i et opslag på Facebook.

»Det er med glæde, jeg kan meddele, at jeg efter proceduren i voldgiftsretten i Hamburg har modtaget det fulde, aftalte honorar som kompensation for den kortvarslede aflysning af min rolle i opsætningen. Jeg er gået langt for ikke at tale offentligt om sagen. Nu, da aftalen er indgået, er jeg stolt over at have kæmpet for retfærdigheden, og jeg håber, at denne hændelse og kendelse vil hjælpe med at statuere det gode eksempel for andre gravide kvinder og andre operahuse«, skriver den franske sopran.

Julie Fuchs blev i sidste øjeblik pillet af rollelisten i Statsoperaens opsætning i maj 2018. Årsagen var, at hun var blevet gravid, oplyste hun selv dengang. Ifølge Fuchs havde hun fra ledelsen fået forklaringen, at »opsætningens kunstneriske integritet ikke kunne opretholdes, hvis sopranen, der sang Pamina, var fire måneder henne«.

Staatsoper Hamburg gik ud og beklagede fyringen med en præcisering om, at det var et spørgsmål om sangerindens sikkerhed, der var baggrunden for beslutningen.

»Der er en række fysisk krævende scener i denne produktion, herunder flere flyvescener som i princippet er forbudt for gravide kvinder. Vores juridiske forpligtelse til at beskytte den vordende mor er klare, og vi ville aldrig udsætte de optrædende for en sundhedsrisiko«, skrev operahuset på Twitter.

Julie Fuchs kommer i øvrigt til København denne sommer, hvor hun sammen med Orchestre national d’Île-de-France fortolker heltinderne i operaer af bl.a. Rossini, Donizetti og Barbieri i Tivolis Koncertsal d. 29. juni.

Foto: Droits Reserves

Læs også: Staatsoper Hamburg fyrer sopran

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER