Nyhed
Hård kritik af Malmö Opera
14. november 2016
14. november 2016
Det svenske dagblad Expressens skarpe pen, musikanmelder Gunilla Brodrej, langer i en klumme hårdt ud efter Malmö Opera, hvis premiere på ‘Figaros Bryllup’ (foto) hun har valgt at boykotte. Under overskriften ‘Därför säger jag »nej, tack« till Malmö Opera’ kritiserer hun huset for at svigte de yngre svenske sangtalenter til fordel for udenlandske kræfter.
Hun savner i det hele taget et svensk islæt i opsætningen, som har tysk instruktør og amerikansk dirigent. Som et af landets tre store operahuse mener Brodrej, at Malmø har en forpligtelse til at engagere og talentudvikle de nyuddannede fra de svenske konservatorier, et ansvar som hun synes både Stockholmsoperan og Göteborgsoperan løfter. Med et nik til vores side af Sundet roser hun samtidig Den Kongelige Operas prioritering af at spille med hjemlige sangere og anklager Malmø for at stuve sine svenske projekter af vejen på husets mindste scene, som primært har opførelser for børn.
Instruktøren på forestillingen, 79-årige Peter Stein, får med grovfilen af Brodrej for at være forstokket og kønsdiskriminerende:
»Når det gælder selve forestillingen, så forekommer der ingen opdateringer som irriterer den konservative del af publikum. Hverken svensk oversættelse eller bearbejdning og kostumerne er yndigt tidstro. Peter Stein præsenterer hverken nogen ny læsning af klassikeren eller nogen overraskende idé. Han er snarere overraskende gammeldags«.
Det er ikke første gang Brodrej kritiserer den svenske operascene. I anledning af Göteborgsoperan opsætning af ‘Lady Macbeth fra Mtsensk’ i 2012 beskyldte hun svensk opera for at være alt for præget af et mandligt sexistisk blik.
Foto: Malin Arnesson / Malmö Opera
FLERE NYHEDER