Nyhed

Hans Abrahamsens ‘Snedronningen’ modtager endnu en international pris

Hans Abrahamsens ‘Snedronningen’ modtager endnu en international pris | Magasinet KLASSISK

Bayerische Staatsopers opsætning af Hans Abrahamsens opera ‘Snedronningen’ vandt fredag aften International Classical Music Awards’ pris som ‘Årets indspilning’. Udgivelsen var allerede på forhånd kåret som årets operavideo.

International Classical Music Awards jury skriver i sin motivation:

»Hans Abrahamsens vintermusik i H.C. Andersens fortælling er den passende ramme for et forfatterskab splittet mellem kompleksitet og enkelthed. Orkestret, dirigeret med stor inspiration af Cornelius Meister, giver os mulighed for at høre den iskolde lyd af musik med en undvigende karakter, mens Christoph Engels billeder viser os den meget smukke scenografi af Harald B. Thor«.

Tidligere på måneden blev Abrahamsen hædret herhjemme med ‘H.C. Andersen Prisen’ for sin opera over eventyret. ‘Snedronningen’ vandt sidste år en Gramophone Award for ‘Årets udgivelse af samtidsmusik’ og fik i 2020 P2 Prisen som ‘Årets klassiske begivenhed’.

Der var flere danske nomineringer i årets International Classical Music Awards felt. chefdirigent Adam Fischer og Danmarks Underholdnings Orkesters internationalt roste indspilning af Brahms fire symfonier var nomineret blandt ‘Årets symfoniske udgivelser’. Trio con Brio Copenhagen og DR Symfoniorkestrets udgivelse af Bent Sørensens ‘Second Symphony’ og trippelkoncerten ‘L’Isola della Città’ var nomineret i kategorien ‘Samtidsmusik’. Ingen af udgivelserne fik dog priser.

Hans Abrahamsen har talt med det spanske musikmagasin Scherzo, der sidder med i International Classical Music Awards prisjury, og her løfter komponisten sløret for, at han er i færd med at skrive en ny opera.

»Jeg arbejder på en ny opera. Det er det eneste, jeg skriver lige nu. Men jeg er bange for, at jeg ikke er sikker på, hvor meget jeg kan fortælle dig… Nå, jeg kan i det mindste sige, at det er for Festival d’Aix-en-Provence, der er hovedbestiller«, siger Hans Abrahamsen.

Foto: Wilfried Hösl / Bayerischen Staatsoper

Læs ogse: En dronning fødes | Interview Abrahamsen & Engelbrecht

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER