Nyhed

Hollænder bliver ny chefdirigent for New York Filharmonikerne

Den 55-årige hollandske dirigent Jaap van Zweden er udnævnt som ny chefdirigent og musikchef for New York Filharmonikerne fra sæsonen 2018/19. Han bliver tilknyttet orkestret allerede sæsonen inden som chef in spe, meddeler orkestret på deres website.

»Det er en af de lykkeligste og mest fuldendte dage i mit liv. Invitationen fra de fantastiske musikere i New York Filharmonikerne og deres ikoniske bestyrelse til at blive chefdirigent er i sandhed en ære«, siger van Zweden.

Hollænderen kommer fra en tilsvarende stilling i Dallas Symphony Orchestra og Hong Kong Philharmonic Orchestra, hvor han har været siden henholdsvis 2008 og 2012. Som orkestrets ansigt udadtil bliver én af hans vigtige opgaver at være med til at få finansieret den 2,5 milliarder kroner dyre renovering af orkestrets koncertsal.

Valget af van Zweden får en blandet modtagelse i de amerikanske medier. Kritikken går blandt andet på, at hollænderen både mangler international erfaring og den karisma, der er nødvendig for at lede et orkester af Filharmonikernes format. Lokale aviser i Texas hævder, at dirigenten har givet Dallas Symphony Orchestra et tiltrængt kunstnerisk løft, hvortil aviserne i New York svarer, at løftet i givet fald kun har været fra andenrangs til halvanden rangs. Den eneste ikke-skeptiske kommentar står at læse i Wall Street Journal, hvor Barbara Jepson hæfter sig ved van Zwedens evner som »orkestermotivator« og til »at få den klassiske musik til at leve«.

Foto: Bert Hulselmans

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER