Nyhed
Holten iscenesætter sjældent opført Wagneropera i Madrid
10. februar 2016
10. februar 2016
Kaper Holten prøver nu kræfter med Wagners sjældent opførte ’Das Liebesverbot’ på den kongelige spanske opera, Teatro Real i Madrid. Wagner skrev stykket i 1834, og to-akteren, som han selv betegnede »Große komische Oper«, blev uropført et par år senere. Det er hans anden opera og den første, han fik opsat. Den blev et kæmpe flop, som kun spillede en enkelt gang. Den anden forestilling blev aflyst foran næsen på de tre tilstedeværende publikummer kort før tæppet skulle gå, fordi der udbrød nævekamp mellem solisterne backstage. Operaen blev aldrig mere opsat i Wagners levetid. Operakompagniet i Magdeburg, som i sin tid opsatte ’Das Liebesverbot’, gik kort efter fallit, og der skulle gå mere end 30 år før Wagner igen forsøgte sig i komediegenren med ’Mestersangerne i Nürnberg’.
Librettoen er løst baseret på Shakespeares skuespil ’Lige for lige’ (1604), der måske er den sorteste komedie fra hans hånd og med ét af de mest gakkede handlingsforløb, Shakespeare har skrevet. Operaen er senest blevet spillet i en semi-scenisk opsætning af Chelsea Opera Group i London i efteråret 2015.
Holtens debut i Spanien er en samproduktion med Royal Opera House, og det er Kasper Holtens gamle samarbejdspartner, Steffen Aarfing, som står for scenografi og kostumer, og Signe Fabricius koreograferer de optrædende. På podiet er chefdirigenten ved Teatro Real, engelske Ivor Bolton. På rollelisten finder man blandt andet Christopher Maltman, Manuela Uhl og Kongelig Operasolist Peter Lodahl.
Forestillingen har premiere den 19. februar og spiller ni gange frem til den 5. marts.
FLERE NYHEDER