Nyhed

I London satses der på de unge dirigenter

Londons Philharmonia Orchestra har ansat to yngre up-coming navne – begge med tilknytning til Danmark i større eller mindre grad. Den 31-årige finne Santtu-Matias Rouvali (foto) og tjekkiske Jakub Hrusa på 35 er hyret ind som 1. gæstedirigenter med start fra den kommende sæson. De bliver dermed en del af orkestrets prominente dirigenthold, der også består af chefdirigent, Esa-Pekka Salonen, samt æresdirigenterne Vladimir Ashkenazy og Christoph von Dohnányi.

»At få to unge gutter i topform til at lede og udvikle orkestret er det ideelle scenarie; forestillingen om dirigenten som den ensomme leder med det sidste kunstneriske ord har aldrig tiltalt mig«, siger Salonen til Rhinegold.

Santtu-Matias Rouvali, der også er Copenhagen Phils 1. gæstedirigent, er fra næste sæson udnævnt som chefdirigent for Göteborgs Symfonikere. Samme stilling passer han hos Tampere Filharmonikerne i Finland. Trods sine kun 31 år har Rouvali allerede en etableret karriere som international dirigent. De seneste sæsoner har blandt andet budt på samarbejder med solister som cellisten Alisa Weilerstein og den norske violinist Vilde Frang.

Jakub Hrusa blev som 30-årig spået til at blive en af de største dirigentstjerner i verden af magasinet Gramophone. Herhjemme blev han imidlertid kendt som dirigenten, der stoppede som musikchef på Det Kgl. Teater, før han var begyndt. Han valgte at smække døren i 2012 sammen med daværende operachef, Keith Warner, før sin egentlige tiltrædelse i 2013.

Siden har han gjort karriere som chefdirigent for Bamberg Symfonikerne, fast gæstedirigent ved Czech Philharmonic og som 1. gæstedirigent ved Tokyo Metropolitan Symphony Orchestra.

De nye dirigenter skal stå i spidsen for flere koncerter årligt og bidrage til programlægningen både på de engelske scener og internationalt.

Foto: Kaapo Kamu

Læs også: Finurlig finne med tæft for historiefortælling | Koncertanmeldelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER