Nyhed
Igor Levit indstiller koncertstreaming: »Jeg er træt af det«
6. maj 2021
6. maj 2021
Når klavervirtuosen Igor Levit spiller Beethoven og Brahms i aftenens livestreamede koncert fra Tonhalle Düsseldorf, er det værd at kigge med. Det bliver nemlig hans sidste af de mere end 50 officielle koncerter, som er blevet transmitteret online under den lange coronanedlukning.
»Jeg trænger virkelig ikke til flere streams, jeg er træt af det. Jeg vil helt sikkert stadig streame koncerter live fra mit hjem, men ikke længere fra en koncertscene«, udtaler han til det tyske website Musik Heute.
Under coronapandemien har Levit spillet hyppige solokoncerter fra privaten i Berlin og livestreamet dem på Twitter og Instagram ganske gratis. Pianisten med de mange holdninger til omverdenen proklamerede fra begyndelsen af krisen, at han gjorde det for at skabe lys i en mørk tid.
Valget af koncertsalen i Düsseldorf som spillested for sit sidste koncertstream indvarsler Levits kommende ophold som ‘artist in residence’ i det tyske musikhus i næste sæson. I otte koncerter på otte måneder vil Levit i både symfoni-, kammer- og soloformat optræde med musik af bl.a. Beethoven, Brahms, Bartók, Gershwin og Sjostakovitj. Ved koncerterne bliver han ledsaget af Düsseldorfer Symfonikerne under ledelse af Adam Fischer, Orchestre de Paris under Manfred Honeck og Mahler Chamber Orchestra under Elim Chan.
Tonhalle Düsseldorf har en særlig betydning for Igor Levit. Det var i denne koncertsal, han for første gang fik muligheden for at fremføre sin samlede Beethoven cyklus, der blev hans internationale gennembrud. Omvendt betyder pianisten lige så meget for Tonhalle Düsseldorf, forklarer koncertsalens kunstneriske leder Michael Becker til Musik Heute:
»Igor Levit passer til Tonhalle som hånd i handske. Han er en person, der ustandseligt kommunikerer også ud over sin kunst og dermed flytter mange ting uden for musikverdenen«.
Foto: Felix Broede
Du kan se Levits koncert fra Tonhalle Düsseldorf i aften kl. 20 her
FLERE NYHEDER