Nyhed

Igor Levit spiller maratonkoncert

Igor Levit spiller maratonkoncert med Satie-stykke | Magasinet KLASSISK

Den russisk-tyske pianist Igor Levit har gjort, hvad ikke mange andre pianister har turdet før ham. I weekenden, lige inden forår blev til sommer, udfordrede han sig selv og sin udholdenhed med en live-opførelse af Erik Saties berygtede værk for soloklaver, ‘Vexations’. Et kort tema og to variationer gentaget 840 gange som normalt fremføres af flere pianister.

Levit gennemførte selvpineriet i et lydstudie i Berlin over tyve timer, der alle blev streamet live på nettet, for at sætte fokus på de vanskeligheder, som kunstnere står overfor under coronakrisen. Hver enkelt af de mange gentagelser er blevet trykt på nodeark og bliver senere bortauktioneret for at skaffe penge til musikere, som har været uden arbejde under krisen.

»Min og mine kollegers verden har været en anden i mange uger nu og vil sandsynligvis forblive sådan i lang tid. For mig repræsenterer ‘Vexations’ et stille skrig. Det har altid været mit stærke ønske at kunne udføre ‘Vexations’«, siger Levit til The Guardian.

Efter at have krydset målstregen skrev pianisten på Twitter:

»Færdig. Overstået. Lykkelig. Tilfreds. Taknemmelig. Og helt utroligt høj. Jeg takker jer alle dybt. Tak til alle. Mange tak«.

Til at sikre Levit under bedriften var studiet udstyret med både lydtekniker og læge. Vikarpianister stod klar til at overtage tangenterne i de øjeblikke, hvor Levit var på badeværelset eller fik en hurtig bid mad.

Se en redigeret version af Igor Levits ‘Vexations’ på YouTube med en spilletid på lige under 12 timer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER