Nyhed

Ingen danske Gramophone-priser i år

Ingen danske Gramophone-priser i år | Magasinet KLASSISK

Det er netop blevet offentliggjort hvilke albums, der modtager årets ‘Oscar for klassisk musik’ i ti forskellige kategorier ved dette års Gramophone Award.

Der er oftest nomineringer og vindere med dansk islæt, når juryen udpeger de mange udgivelser hvert år. I 2016 vandt Hans Abrahamsens sangcyklus ‘let me tell you’, skrevet til Barbara Hannigan, prisen for ‘Årets bedste nutidige udgivelse’, og sidste år gik prisen for ‘Årets orkesterudgivelse’ til Wiener Filharmonikernes indspilning af Rued Langgaards 2. og 6. symfoni.

Denne gang har to danske navne været med i puljen, men ingen af dem vandt den eftertragtede pris. Ensemble MidtVest var i kategorien ‘Kammermusik-indspilning’ nomineret for indspilningen af Per Nørgård værker på albummet ‘Hvirvelverden’. Prisen går imidlertid til en indspilning af Veress’ strygetrio & Bartóks klaverkvintet med bl.a. Vilde Frang og Nicolas Altstaedt.

I kategorien ‘Solo vokal’ var den dansk-franske sopran Elsa Dreisig nomineret for udgivelsen ‘Morgen’, der præsenterer sange af Henri Duparc, R. Strauss og Rachmaninov. Årets pris som bedste ‘Solo vokal’ går i år til den unge, skotske tenor Nicky Spence for et album med Janáceks sangcyklus ‘Dagbog for en forsvundet’.

Årets prisceremoni finder sted på tirsdag i Glyndebourne Operaen – uden publikum, online og tilgængeligt for alle på magasinets website, YouTube kanal og sociale medier samt på video-streamingtjenesten medici.tv. Prisshowet begynder kl. 18, dansk tid.

Læs mere: To danske værker nomineret til Nordisk Råds Musikpris

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER